Støt Nærnyt
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Trapholt er et konstrueret navn.
Navnet blev skabt af tandlæge Gustav Lind – den senere stifter af Trapholt, Museum for moderne kunst og design – til den ejendom, han og hans hustru Helene 1934-36 opførte som sommerresidens på toppen af en bakke i Strandhuse direkte ud til Kolding Fjord.
Sommerresidensen – datidens “sommerhus” – blev indviet og taget i brug 20. december 1936.
På det tidspunkt boede og virkede Gustav Lind som højt anset og meget velhavende tandlæge i Holland.
Senere, da Lind og hustruen Helene Elisabeth Lind valgte at flytte tilbage til Danmark, blev huset ombygget og udvidet til toetagers villa og permanent beboelse for parret (1945).
Ombygningen ændrede ejendommens stil og arkitektur fra renskuret enkel funkis med fladt tag til pompøs “cottage style” hytte i overstørrelse med stråtækt højt tag.
Denne bygning fik i 1987-88 igen ny funktion, da den blev omdannet til administrationslokaler og hovedkvarter for museet, der naturligt nok fik samme markante navn.
Trapholtnavnet er altså skabt af Gustav Lind.
Navnet Trapholt består af to led.
Første led ”Trap” kommer af ”trappes”, som på jysk dialekt er ord for stier, som løsgående kvæg træder på bakkeskråninger. Det var sådan, at Gustav Lind fandt og oplevede området, som han i 1930’erne opkøbte stykke for stykke og omdannede til sit hjem og virkefelt. Ifølge en gammel markbog hed netop dalen øst for området ”Trappes”.
Andet led ”holt” kommer fra en skovstribe, som fandtes neden for området langs Kolding Fjord, idet ”holt” i jysk dialekt også findes brugt i betydningen ”en lille gruppe træer”.
Trapholt betyder med andre ord: Kvægstier-lille-gruppe-træer.
Gustav Lind genbrugte ”trap” i en anden variation af ordet, da han navngav flere bindingsværksbygninger, som han lod opføre i tilknytning til hovedhuset. De fik havnet Trappergården.
Disse gamle bygninger blev fundet i Børkop og Taulov og blev opkøbt, flyttet og genopført som avlsbygninger for den 12.000 træer store æbleplantage, som Gustav Lind etablerede i området i 1930’erne og 1940’erne.
Æblevirksomheden bar navnet Trappergårdens Frugthaver. Trappergården gav navn til den nuværende Trappergårdsvej, der blev anlagt til at danne forbindelse mellen Trappergården og Skolebakken og videre til Fjordvej.
Gustav Linds opfundne navn fik videre udbredelse ved udstykning og opførelse af en række store villaer i 1970’erne umiddelbart øst for Trapholt. Udstykningen fik naturligvis navnet Trapholtparken.
Kilde: K. E. Reddersen: Museets mæcen. Historien om Trapholt og Trapholt-fondens stifter, dr. Gustav J. Lind. Kunstmuseet Trapholt Forlag, 1989.
”Stednavne – Hvorfor hedder det …?” er en serie, hvor vi udforsker, udreder og forklarer stednavne på institutioner, bygninger, steder og veje i Nr. Bjert, Strandhuse og Drejens med fokus på navnenes historiske oprindelse.
Hvis du ved mere om dette stednavn elller kan pege på fejl i oplysningerne om dette stednavn, skriv til kontakt@naernyt.dk
Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet nedenfor.
1934. Rejsegilde 20. december 1934 ved opførelse af sommerresidens for ægteparret Lind. Gustav Lind navngiver ejendommen Trapholt. Arkitekten var hollænder, og byggestilen var ny. Der blev holdt rejsegilde, selvom ejendommen inod dansk sædvane var med fladt tag. Fotograf: Ukendt. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
1939. Tandlæge Gustav Linds sommerresidens, opført 1936. Tegnet af den hollandske arkitekt A.P. Smiths. Billeddatering cirka 1939. Fotograf: Ukendt. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
1947. Tandlæge og æbleavler Gustav Lind i haven foran Trapholt, som 1944-45 er ombygget til permanent bolig i cottage style arkitektur med højt stråtækt tag. Billeddatering cirka 1947. Fotograf: Ukendt. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
1948. Luftbillede af Trapholt 1948. Ejendommen ses midt i billedet omgivet af en æbleplantage med 12.000 træer, som Gustav Lind etablerede fra 1930erne. Der er bebyggelse ved Fjordvej, og derefter marker. Den sammenbygning af Strandhuse og Nr. Bjert, som vi kender i dag, er endnu ikke sket. Fotograf: Ukendt. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
1970. Ægteparret Gustav og Helene Lind fotograferet cirka 1970 i deres statelige hjem. Gustav Lind stammede fra Kolding, men gjorde karriere som tandlæge i Holland, hvor han som pioner inden for tandbehandling og mundkirurgi opbyggede international anseelse og en betydelig formue. Fotograf: Ukendt. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
1985. Luftfoto af Trapholt før opførelse af kunstmuseet indledes i 1986. Fjordvej er nu tættere bebygget (sammenlign med luftfoto fra 1948). Bag Trapholt, øst for ejendommen, ses nu Trapholtparken, hvor der i 1970erne blev opført 26 store villaer i hvidt arkitektektonisk design. Fotograf: Ludvig Dittmann. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
1992. Trapholt, museum for moderne kunst og design, opføres 1986-1988 på grund og med midler doneret af ægteparret Gustav og Helene Lind. Museet indvies 2. juni 1988. Linds tidligere private hjem bliver administrationslokaler for museet. Også Trappergården bevares og bliver del af museet. Arkitektur og helhedsplan ved artitekterne Bente Aude og Boje Lundgaard. Fotograf: Åge Lund Jensen. Kilde: Kolding Stadsarkiv.
Vejnavne. Trappergårdsvej opstår og navngives som forbindelsesvej fra Trappergårdens Frugthaver, og Trapholt til Skolebakken og videre til Fjordvej. Trappergårdens Frugthaver var navnet på Gustav Linds æbleplantage og frugtvirksomhed. Kort og informationsgrafik: Danmarksadresser.dk.
Vejnavne. Trapholtparken anlægges i 1970erne med 26 store, hvide villaer i området øst for Trapholt. Kort og informationsgrafik: Danmarksadresser.dk.
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk
Stednavnet Eltang er et naturnavn, som betyder et smalt jordstykke med elmetræer
ByRedaktørseptember 24, 2024Hulskov menes at betyde, at skoven er beliggende ved eller i en...
ByRedaktørseptember 18, 2024Bjert menes oprindeligt at have haft betydningen "bjerg" eller "skinnende klar"
ByRedaktørnovember 12, 2023Du leder forgæves efter et vejskilt, der fortæller vejens navn, men vejnavnet...
ByRedaktørnovember 3, 2023
Skriv din kommentar