Støt Nærnyt
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
ARKÆOLOGISK FORUNDERSØGELSE: Museum Sønderjylland har et team i gang med at lede efter spor af fortidsliv på Marielystgrunden i Nr. Bjert
Et stolpehul. Et potteskår. Måske en knogle. En “grube”, som er et affaldshul, der kan være fuldt af spændende ting.
Det er nogle af de former for spor, som Museum Sønderjylland leder efter i en arkæologisk forundersøgelse af Marielystgrunden på Sletteskovvej 17 i Nr. Bjert.
Formålet er at sikre genstande og skaffe viden om den måde, som vores forfædre levede på.
Matriklen ligger åben for udforskning efter nedrivning af Marielystgården og dens omliggende bygninger.
Ejendommen er købt, overtaget og netop nedrevet af Nr. Bjert Sogn, som har projekteret opførelse af et nyt menighedshus på 650 kvadratmeter og til en pris af 24 millioner kroner.
Men før et nybyggeri kan gå i gang, skal arkæologer have mulighed for at granske området.
Forundersøgelsen er interessant, fordi der mange steder på toppen af Drejenshalvøen tidligere er fundet omfattende og vigtige spor af menneskelig aktivitet, der kan dateres tilbage til en bred tidsperiode, fra bronzealder over jernalder og vikingetid til middelalderen.
Senest blev der i 2016-2018 funder et stort antal stolpehuller – der indikerede en større bosættelse af jernaldermennesker – i området ved Drejensvej, der i dag omfatter Anholtvænget, Alrøvænget og Aarøvænget.
Ved Mariesminde på Sletteskovvej 17 blev der i 1986 under gårdspladsen fundet en jordfæstegrav med en kvinde begravet i en trækiste. Den dateres til vikingetid/middelalder.
– Der er dokumenterede tegn på, at der har været menneskelig aktivitet netop på dette sted, så vi er spændt på, om vi kan finde yderligere spor, siger museumsinspektør Christina Berg, Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev, som leder forundersøgelsen på Marielystmatriklen, til Nærnyt.
Forundersøgelsen foregår ved, at en gravemaskine skræller det øverste muldlag væk i seks til otte tværgående cirka 2 meter brede og cirka 0,5 meter dybe render, såkaldte søgrøfter.
Herved afdækkes den underliggende lerjord, og mulige spor af gruber, stolpehuller, skår fra krukker og skåle og andre genstande kan træde frem.
Hvis der i forundersøgelsen findes væsentlige fortidsminder, vil det senere kunne medføre en egentlig arkæologisk udgravning af Marielystgrunden.
FAKTA OM ARKÆOLOGISKE BEGREBER
Grube – En grube er en fællesbetegnelse for nedgravninger af forskellige størrelser og til forskellige formål. Den samme grube kan have haft flere funktioner. F.eks. kan man have gravet hullet for at skaffe råstoffer i form af ler eller sand, hvorefter hullet er blevet opfyldt med affald fra bopladsen.
Jordfæstegrav – En jordfæstegrav er en begravelse, hvor et afdødt menneske er lagt ubrændt ned i en trækiste eller i et hul i jorden. Den afdøde kan være indsvøbt i skind eller i et ligklæde.
Museum Sønderjyllands arkæologiske team i aktion på Marielystmatriklen på Sletteskovvej 17 i Nr. Bjert. Formålet er at finde spor af tidlig menneskelig aktivitet. Fra venstre museumsinspektør Mads Lehn og museumsinspektør Christina Berg, begge Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev med entreprenør Claus Deneken, Haderslev, der står for gravearbejdet. Foto: Nærnyt.
Museum Sønderjyllands arkæologiske team i aktion på Marielystmatriklen på Sletteskovvej 17 i Nr. Bjert. Foto: Nærnyt.
– Der er dokumenterede tegn på, at der har været menneskelig aktivitet netop på dette sted, så vi er spændt på, om vi kan finde yderligere spor, siger museumsinspektør Christina Berg, Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev, som leder forundersøgelsen på Marielystgrunden. Foto: Nærnyt.
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk
ØJENVIDNE TIL VORES OMRÅDES HISTORIE: Der var tre købmænd på Fjordvej og...
ByRedaktørapril 24, 2024
Skriv din kommentar