lørdag , 18 januar 2025
Forside Byggeri Så er der godt nyt! Sletteskoven færdiggøres til tiden! 10 familier flytter ind 1. marts! Projektejer Chrøis & Lund udfører arbejdet med egne folk! … Opdateret
Byggeri

Så er der godt nyt! Sletteskoven færdiggøres til tiden! 10 familier flytter ind 1. marts! Projektejer Chrøis & Lund udfører arbejdet med egne folk! … Opdateret

EFTER ENTREPRENØRKOLLAPS OG DRAMATISKE DAGE: Sletteskovprojektets bygherre garanterer færdiggørelse til tiden. - Vi udfører det resterende arbejde med egne folk

Sletteskoven færdiggøres til planlagt tid, lover direktør og projektejer Thomas Lund, udviklingsfirmaet Chrøis & Lund samt CL Bolig. Foto: Nærnyt. Indsat foto: Chrøis & Lund.

GMB ud!

Chrøis & Lund ind!

Efter dramatiske dage med finansielt kollaps hos hovedentreprenøren og standsning af byggeprojekter over hele landet er meldingen nu til Sletteskoven, Nr. Bjert:

Byggeriet færdiggøres til tiden!

De første ti familier flytter ind 1. marts!

Hele onsdag var Sletteskovbyggeriets bygherre og ejer, direktør Thomas Lund fra udviklingsfirmaet Chrøis & Lund, Silkeborg, samt udlejningsfirmaet CL Bolig, utilgængelig for kontakt.

Men torsdag morgen har han det glade budskab, at tingene er faldet på plads, så udviklingsfirmaet med egne folk kan fuldføre de bygge- og færdiggørelsesopgaver, som sikrer, at Sletteskoven med 87 rækkehuse bliver bygget færdigt og klar til indflytning til planlagt og aftalt tid. 

– I vores øjne er det kun småting, der mangler, og med GMB ude løser vi opgaverne med vores egne folk, siger direktør Thomas Lund, udviklingsvirksomheden Chrøis & Lund, Silkeborg, til Nærnyt. 

Chrøis & Lund, som foruden Thomas Lund har Henriette Chrøis i ledelsen, er ejer af ejendommen og bygherre på byggeprojektet Sletteskoven på Sletteskovvej i Nr. Bjert. 

Sletteskoven er et af flere større byggerier, der i disse år skaber byggeboom i Nr. Bjert-området. 

– Som udgangspunkt er vi ikke påvirket af udviklingen, hvad angår Sletteskoven.  Vi kommer ikke til at have forsinkelser. Vores lejere flytter ind som planlagt, siger Thomas Lund. 

– Selvfølgelig er det træls, hvad der er sket (med GMB red.), men det påvirker os dybest set ikke, fordi vi er så langt fremme i byggeforløbet, siger han. 

– Vi har andre byggeprojekter, som opføres uden medvirken af GMB, og det er herfra, at vi kan trække på medarbejdere, som bliver sat ind på Sletteskoven for at løse de færdiggørelsesopgaver, som står tilbage. 

CL Bolig, som varetager udlejningen af 87 rækkehuse på Sletteskoven, har haft mange henvendelser de seneste dage, men Thomas Lund maner til ro.

På byggepladsen på Sletteskovvej er en del af rækkehusene ikke færdiggjorte længere end til og med støbt fundament. Der er ikke installeret byggeelementer og ingen vægge eller nogen egentlig huskonstruktion.

Til færdiggørelsen af disse langt fra færdige rækkehuse siger Thomas Lund, at han anser det for en mulighed, at GMB Produktion efter rekonstruktion er tilbage i drift inden 14 dage. 

– Hvis det ikke bliver tilfældet, har vi selv folk.

Ti familier flytter ifølge Thomas Lund ind i rækkehuse på Sletteskoven pr. 1. marts 2024.

Ialt er 49 ud af ialt 87 rækkehuse i Sletteskoven udlejet, oplyser han. 

————————

“VI HAR ALTID EN NØDPLAN” 

Direktør Thomas Lund, Chrøis & Lund, Silkeborg, der er bygherre på Sletteskoven, bekræfter i et interview i dag (fredag 23-2-2024) til Midtjyllands Avis, hvad han i går torsdag sagde til Nærnyt.

Indflytning og udlejning i Chrøis & Lunds boligprojekter bliver ikke berørt af storentreprenør GMB’s finansielle kollaps. 

– Umiddelbart får det ikke den store indflydelse på os endnu. Ikke andet end at vi synes, det er meget synd for dem. De har leveret nogle rigtig fine huse til os, siger Thomas Lund til Midtjyllands Avis (kræver login) og tilføjer, at GMB Produktion har lavet otte af udviklingsselskabets projekter.

Årsagen til, at det ikke påvirker synderligt, er ifølge Thomas Lund, at alle otte projekter er på et stadie, hvor udlejningen er i gang, eller hvor der er klar til at sætte den i gang, hedder det i avisen. 

Det er det, der også synes at være tilfældet for Sletteskovprojektet i Nr. Bjert, kan vi tilføje fra Nærnyt. 

– Der mangler måske nogle småting udenfor, men det er ikke mere, end vi selv kan ordne. Vi har altid en nødplan, så vi kan sagtens gøre tingene færdige til indflytning for lejeren, forklarer Thomas Lund. 

Avisen i Silkeborg, der i alle forhold vedrørende GMB-kollapset har vist sig særdeles velunderrettet, nævner også kort, hvad der er udviklingsselskabet Chrøis & Lunds forretningsmodel: At opkøbe jord og udvikle lejeboliger, som så lejes ud og driftes gennem selskabet CL Bolig. Dernæst er idéen at sælge projekterne til kapitalfonde.

———————————

TILFØJELSE TIL ARTIKEL: Torsdag 22. februar 2024 kl. 17.23. Det er tilføjet artiklen, at en del af husene i Sletteskoven er langt fra at være færdige, idet de står med nøgent fundament uden egentlig huskonstruktion. Det er i den forbindelse, at direktør Thomas Lund peger på muligheden for, at GMB Produktion, som leverer byggeelementer og monterer dem, kan være i drift igen inden 14 dage efter en rekonstruktion.

Foto: Der er tilføjet foto, der viser huse i Sletteskoven, som ikke er færdiggjort længere end til og med nøgent fundament. Foto: Nærnyt. 

TILFØJELSE TIL ARTIKEL: Fredag 23. februar 2024 kl. 14.17: Indsat citat fra interview med Thomas Lund i MidtJyllands Avis. 

 FAKTA OM EJENDOMSPROJEKT SLETTESKOVEN
I Nr. Bjert opføres Sletteskoven. Et nyt hyggeligt og naturrigt boligområde bestående af 87 rækkehuse til udlejning. Boligerne står klar til indflytning fra foråret 2024. Boligerne varierer fra 2 til 4 værelses rækkehuse, med en månedlig husleje fra 7.495,- md. ex. forbrug. Her kan I skabe et liv i trygge rammer, og etablere nye bekendtskaber, der rækker ind over nabohækken. (Kilde: CL Bolig).

FAKTA OM GMB 
GMB Ejendomme er en byggekoncern baseret i Silkeborg, der blev stiftet i 2022.  Udvikling, projektering og produktion af træelementer foregår i faciliteter i Fårvang og Kjellerup i Silkeborg Kommune, hvor 70.000 m² produktionshaller blandt andet rummer fem nyligt opsatte robotceller.

GMB Entreprenør og GMB Produktion, som var hovedentreprenører på byggeriet Sletteskoven,  er pr. 19. februar 2024 erklæret henholdsvis konkurs og i rekonstruktion.

Opførelsen af 87 rækkehuse på Sletteskovvej blev dermed bragt til standsning. 

Begge selskaber er samlet i selskabet GMB Entreprise, som primært er ejet af erhvervsmanden René Birch og hans familie. 

GMB står for Gustav Marius Birch, som er navnene på René Birchs to sønner.

(Kilder: Midtjyllands Avis og GMB).

Sletteskoven færdiggøres til planlagt tid, lover direktør og projektejer Thomas Lund, udviklingsfirmaet Chrøis & Lund samt CL Bolig. Foto: Chrøis & Lund.

I den yderste nordlige del af byggeprojekt Sletteskoven ses en række huse, som fortsat ikke er færdiggjort længere end til og med nøgent fundament. Foto: Nærnyt.

Byggeriet på Sletteskovvej ligger onsdag middag stort set stille efter konkurs og rekonstruktion i byggeprojektets centrale aktører, GMP Entreprenør og GMB Produktion. Foto: Nærnyt.

Plantegning og oversigtskort over ejendomsprojekt Sletteskoven i Nr. Bjert. Illustration: CL Bolig.

Udlejning af rækkehuse i Sletteskoven varetages af CL Bolig. Foto: Nærnyt.

Så sent som fredag i sidste uge (16-2-2024) var der travl trafik af de let genkendelige GMB-firmabiler til og fra Sletteskov-byggeriet. Foto: Nærnyt.

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner

Den første familie flytter ind! Efter uger med drama: Sletteskoven tager hul på en ny fremtid!

Efter to dramatiske uger, der har budt på den ene konkurs efter...

GMB-kollaps river flere med i faldet! Elfirma med underentreprise på Sletteskoven konkurs! Koster 131 mand jobbet!

Kollapset af flere selskaber i GMB-koncernen, der betyder standsning af byggeprojekt Sletteskoven...

Breaking: GMB-konkurs rammer Nr. Bjerts største byggeprojekt på Sletteskovvej! Arbejdet ligger stille! … Opdateres

DRAMATISK UDVIKLING SKABER USIKKERHED OM BYGGEPROJEKT: Samtlige medarbejdere i to GMB-selskaber, der...