torsdag , 19 september 2024
Forside Bolig Mindre slåning og mere natur i Drejens Boligbys grønne områder
BoligNærAVISENNaturTophistorieVild med vilje

Mindre slåning og mere natur i Drejens Boligbys grønne områder

INTERVALKLIPNING: Drejens Boligby iværksætter 3-årigt forsøg med ny plejeplan for græsarealer

– Vi får den flotte effekt af uklippet, varieret, bølgende græs henover sommeren, siger bestyrelsesmedlem i Drejens Boligby, Ulrik Sindberg. Han er projektleder på 3-årigt forsøg med ny plejeplan for boligbyens grønne arealer. Foto: Nærnyt

Gør lidt mindre. Få lidt mere.

Sådan lyder opskriften på en omfattende omlægning af måden, som Drejens Boligby slår og vedligeholder sine store grønne fællesarealer på.

I et 3-årigt forsøgsprojekt, der er indledt i sommer, slås græsset i boligbyens delområder fremover én gang årligt i et rullende program, der omhandler græsklipning i 10 centimeters højde det ene år og i 30 centimeters højde det andet år. Og i det tredje år slås græsset slet ikke.

Den årlige klipning i august suppleres med en klipning i maj af alle randkanter til græsarealerne, således at disse klippes to gange årligt.

Det sker langs hække, skove, biotoper og stier for at sikre lys og luft og let adgang til gåture langs og gennem de bølgende græsmarker.

Den 3-årige plejeplan er udarbejdet af boligbyens samarbejdspartner, gartnerfirmaet Kjeld Larsen.

– Og vi takker ja til planen, fordi den i høj grad er med til at passe på vildtet i vores område og bidrager til at fremme og øge biodiversiteten, fortæller Ulrik Sindberg, bestyrelsesmedlem i Drejens Boligby, og bestyrelsens projektleder på plejeplanen.

– Intervalklip eller differentieret græsslåning, som det teknisk kaldes, giver bedre muligheder for, at dyr og insekter kan overleve slåningen, ligesom vi forventer, at der kommer flere og nye urter og blomster til eftersom græsarealerne får længere perioder med ro, siger Ulrik Sindberg.

Der er også et skønhedsmæssigt eller æstetisk aspekt.

– Vi får den flotte effekt af uklippet, varieret, bølgende græs henover sommeren.

Fravalg af tidlig græsslåning sker i høj grad af hensyn til vildtet.

– Maj og juni er højsæson for nyfødte rålam og dålam, der ligger og trykker sig i græs. Ved slåning i juni risikerer vi også at slå unge lam ihjel ligesom vi fjerner mulighederne for at dyrene kan skjule sig i arealerne, forklarer Ulrik Sindberg.

Der har i årenes løb været flere forskellige samarbejdspartnere og politikker vedrørende vedligehold af boligbyens grønne områder.

– Vi overtog i sin tid en given plan for området fra Kolding Kommune, og det har ikke altid været let at finde en god måde at passe vores grønne områder på.

– Vi ser naturen som boligområdets helt store aktiv. Næsten alle beboere, jeg taler med, fremhæver vores natur som en vigtig grund til, at de bor her. Nu har vi en plan, der på bedst mulig måde sikrer samspillet mellem boligområde og natur, siger Ulrik Sindberg.

– Boligbyen blev fra start lanceret som et skov- og naturområde. Jeg tror, at alle har været klar over, at det er natur, man køber ind på, når man vælger at bosætte sig i Drejens Boligby.

– Naturen omkring os er ikke noget, vi kan tage for givet. Vi må hele tiden aktivt passe på den og udvikle den, siger Ulrik Sindberg.

FAKTA OM DREJENS BOLIGBYS PLEJEPLAN

  • Drejens Boligbys plejeplan for grønne områder omfatter en 3-årig forsøgsperiode, der er indledt sommeren 2024
  • Græs slås i hovedsagen én gang årligt, og det sker i august
  • Forskellige delområder følger en forskudt slåningsplan ud fra princippet om intervalklipning
  • Græs slås i 10 centimeters højde det ene år i et delområde og i 30 centimeters højde det andet år. I det tredje år slås græsset slet ikke
  • Randarealer klippes to gange årligt, nemlig i maj og august, og sikrer at der er lys og luft i en cirka 1,5 meter bred bræmme langs hække, mod skov og omkring biotoper og boldbaner

Kilde: Drejens Boligby

Denne artikel kan også læses i NærAVISEN 2 /2024 side 12-13. 

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner

Før & Nu: Strandhuse Nr. Bjert Vandværk lader omgivelserne blomstre

INTERAKTIVT BILLEDE: Træk stregen til højre eller venstre og se forskellen!

Fra New York til Nr. Bjert: Malaikas modemission

PROFIL: Malaika Boysen Haanings eventyrlige rejse - fra ung pige med drømme...