søndag , 1 december 2024
Forside Historiske personer Murersvenden fra Strandhuse blev kongelig skuespiller og hele Danmarks visesanger
Historiske personer

Murersvenden fra Strandhuse blev kongelig skuespiller og hele Danmarks visesanger

HISTORISKE PERSONER. Lindbæksvej 2 var hans barndomshjem. Erik Paaske brød igennem på landets største scener og i film og TV

Erik Paaske som danskerne kendte ham. Her på pladecover cirka 1980.

Han voksede op i små kår i Strandhuse, men nåede toppen af dansk underholdning.

Han favnede hele registret af showbusiness,  fra kongelig scenekunst over revy og visesang til Pandurosk TV-drama og Oskar-vindende film.

Alle kunne lide den runde, glade og eminent dygtige skuespiller, sanger og entertainer.

Og han døde alt for tidligt, som kun 58-årig, på toppen af sin karriere. 

Det hele begyndte på adressen Lindbæksvej 2 i Strandhuse, hvor Erik Johannes Paaske, født 1933, voksede op som søn af murerarbejdsmand Frithjof og hustru Johanne Paaske.

Dengang var Strandhuse langt fra et fashionabelt Fjordvejskvarter med millionvillaer. Pengene var små i Paaske-familien, og Erik kom i lære som murer.

Som udlært svend arbejdede han seks år i faget i Kolding, før hans private passion for gårdsang, balmusik og amatørkomedie førte ham til et gennembrud ind i en helt anden branche, nemlig skuespillerfaget. 

Det skete med input fra kongelig skuespiller Søren Weiss, som under et besøg i Kolding så talentet og umiddelbart opfordrede murersvenden på de skrå amatørbrædder til at prøve at blive seriøs og professionel skuespiller. 

Som en af tre, der kom igennem nåleøjet – der var 37 ansøgere – kunne Erik Paaske som 25-årig, i 1958, gå ind ad døren til Det kongelige Teaters elevskole i København.

Med udstået elevtid blev han i 1961 fast medlem af teatrets ensemble, hvilket han forblev til 1974. 

Dansk fjernsyn trådte sine barnesko, og det var i TV-serier og drama, der holdt befolkningen fastspændt foran skærmene lørdag efter lørdag, at Erik Paaske fik sit store gennembrud og blev dansk folkeeje. 

I Leif Panduros TV-succes ‘Ka’ De li’ Østers” (1967) var han overbetjent Gormsen, tro følgesvend til kriminalassistent Ole Munk (spillet af Pouel Kern).

I filmatisering af Gustav Wieds roman “Livsens ondskab” (1971) indtog Paaske rollen som redaktør Heilbunth og tryllebandt igen danskerne. 

Senere fandt Strandhuse-drengen vej til andre store og seriøse roller, som forvalteren i Bille Augusts’ Oskarvinder, “Pelle Erobreren” (1987) eller pastor Linde i Herman Bangs “Ved vejen” (1988).

Ind imellem var der tid og plads til lidt af hvert og det hele. Soyas “Det tossede paradis” (1962, som Børge), “Den røde rubin” (1970, som Gunhilds bror), “Vinterbyøster” (1973, som stemmen bag Postmand Morten), “Walter og Carlo – Yes, det er far” (1986, som Petterson, svensk gangster) og meget, meget mere. 

Erik Paaske nåede at stå på stort set alle danske revy-scener, fra Lorry til Amager-Scenen til Cirkusrevyen, hvor han i 1986 brillerede i duet med revystjernen Claus Ryskjær. 

Han bar titelrollen i “Spillemand på en tagryg” i opførelser af musical’en i Aalborg, Odense og København. 

Og han udfyldte klassiske roller som hovednavn i “Jeppe på Bjerget”, “En folkefjende” og “En sælgers død”. 

Erik Paaske blev kendt og populær som visesanger, indsang danske sange og viser på grammofonplader og var ofte på turne rundt i provinsen som underholder ved kongresser og fester.

I 1979 fik han teateranmeldernes ærespris – Teaterpokalen for hovedrollen som Hr. Puntila, i 1984 fik han LO’s Kulturpris, i 1988 blev han kåret som Årets Æreskunstner ved Revyernes Revy og to uger før sin død modtog han Olaf Ussings legat.

Erik Paaske var gift to gange. Den 20. januar 1962 blev han viet i Nørre Bjert Kirke med skuespillerinden Elsebet Knudsen. Senere blev han gift – den 23. december 1970 – med sekretær Margit Jensen,  med hvem han tilbragte resten af sit liv.

13. juni 1992 døde Erik Paaske på Rigshospitalet efter et forgæves kamp mod cancer, med Margit ved sin side, kun 58 år gammel.

Erik Johannes Paaske ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård. 

Kilder: Kolding Wiki, Wikipedie, DR, Dansk Film Database, Kolding Stadsarkiv, Kendtes gravsted. 

Erik Paaske synger “Vårvise” med Villy Grevelunds Orkester, 1979. Video: Youtube. 

Erik Paaske synger “Jeg er havren …” med Hans Peder Åse og hans orkester, 1970. Video: YouTube. 

Erik Paaske synger “Hvis jeg var en rig mand …” fra LP-udgivelsen “Det bedste af det bedste”, årstal ukendt. Video: YouTube. 

Læs andre profiler i serien "Historiske personer"

Historiske personerTophistorieVores områdes historie

To gange blev Trapholt bragt i spil som officiel sommerbolig for danske statsministre – og to gange blev tilbuddet afvist

TRAPHOLT BLEV KUNSTMUSEUM PÅ AFBUD: Gustav Lind, tandlægepioner og verdensberømt videnskabsmand, forstod magt og sigtede højt, da han søgte at stille sit livsværk,...

Historiske personer

Gori-konge, Strandhusemillionær, erhvervsgeni: Han lærte danskerne at lytte til træværk

HISTORISKE PERSONER: Nils Oluf Ehrenskjöld nåede toppen, men mistede også sin 700 kvadratmeter store dobbeltvilla på Fjordvej i tvangsauktion og komplet nedtur

Historiske personer

Murersvenden fra Strandhuse blev kongelig skuespiller og hele Danmarks visesanger

HISTORISKE PERSONER: Lindbæksvej 2 var hans barndomshjem. Erik Paaske brød igennem på landets største scener og i film og TV

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner

To gange blev Trapholt bragt i spil som officiel sommerbolig for danske statsministre – og to gange blev tilbuddet afvist

TRAPHOLT BLEV KUNSTMUSEUM PÅ AFBUD: Gustav Lind, tandlægepioner og verdensberømt videnskabsmand, forstod...

Gori-konge, Strandhusemillionær, erhvervsgeni: Han lærte danskerne at lytte til træværk

HISTORISKE PERSONER: Nils Oluf Ehrenskjöld nåede toppen, men mistede også sin 700...