Støt Nærnyt
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
HISTORISKE PERSONER: Nils Oluf Ehrenskjöld nåede toppen, men mistede også sin 700 kvadratmeter store dobbeltvilla på Fjordvej i tvangsauktion og komplet nedtur
Han fik danskerne til at lytte til træværk.
Hvad siger træbjælkerne på parcelhuset, hvad siger udhuset i baghaven – eller det indtørrede plankehegn?
De siger Gori.
“Træværket siger Gori” blev det måske mest succesfulde danske reklameslogan nogensinde, og i dag, 50 år senere, lever slogan’et videre.
Gori blev i hovedet på folk identisk med træbeskyttelse – og er det stadig – på samme måde som Rockwool er lig med brandsikker isolering. Større kan et varemærke og et brand ikke blive.
Manden bag hed Nils Oluf Ehrenskjöld.
Han var administrerende direktør for Gori og den, der gjorde Gori kendt i enhver husstand i Danmark.
Han var tredje generation i et familiedynasti, som blev grundlagt af hans farfar, W. O. Ehrenskjöld, med etableringen af virksomheden Goriværk i Kolding i 1902.
Han var sønnesønnen, der kunne bygge kæmpefabrik på Birkemosevej og kæmpevilla på Fjordvej i Strandhuse som Koldings største erhvervsmand.
Han solgte livsværket i 1990’erne for en formue og blev mangemillionær.
Alt var godt – og så endte det alligevel galt – med personlig konkurs, tvangssalg af Fjordvejsvillaen og en social deroute, der forvandlede den forhenværende Gori-konge til en menneskelig tragedie.
DET BEGYNDTE MED FIRE SMÅ BØRN
Det begyndte med fire små børn: Georg, Orloff, Robert og Inge.
Deres far, firmagrundlæggeren, var fabriksinspektør i Kolding. Hans professionelle udfordring, blandt andet som ansvarlig for sikkerheden på Kolding havn, var at sikre at bolværk, kraner og andre pæle- og trækonstruktioner ikke rådnede op indefra.
Via eksperimenter fandt han frem til, at antiseptiske midler kombineret med tjære ydede effektiv træbeskyttelse.
Nu havde han et produkt. Navnet blev skabt ud fra børnenes forbogstaver.
Virksomheden bed sig fast og voksede støt. Den fik sit gennembrud i 1960’ernes parcelhus-boom under ledelse af sønnen E. G. Ehrenskjöld, som overtog ved grundlæggerens død i 1948.
GIGANTISK FABRIK OG MODERNE MEDARBEJDERPLEJE
1971 tog tredje generation ved N. O. Ehrenskjöld over, og med ham ved penslen nåede Gorivirksomheden toppen med anlæg af en gigantisk, moderne fabriksbygning på en 100.000 kvadratmeter stor grund på Birkemosevej.
Det var en fabrik, der blev internationalt kendt og berømt for åbne kontor- og fabriksmiljøer og avanceret kunst udført af en fransk maler.
Ikke kun indretningen var moderne, ledelse og medarbejderpleje var det også. N. O. Ehrenskjöld styrede som eneaktionær virksomheden under en slags “oplyst enevælde”, men ikke desto mindre havde medarbejderne frihed og arbejdsforhold på et højt og avanceret niveau, som ikke fandt deres lige andre steder, i hverken Danmark eller i udlandet.
Blandt personalegoderne, der var hidtil uhørte på det tidspunkt:
Fabrikken blev slugt af flammer ved en kæmpe brand i 1978.
Dagen efter meddeler den ukuelige N. O. Ehrenskjöld offentligheden: “Vi er stadig GORI, det er kun huset, der er brændt.”
Året efter var fabrikken genopført.
I danskernes øjne var den farverige, idésprudlende og egenrådige erhvervsleder identisk med fabrikken og brandet Gori.
Privat slog han sig ned i en 700 kvadratmeter stor dobbeltvilla på Fjordvej 104A og 106. Han var kunstelsker og blandede sig i den offentlige debat.
NEDTUREN: FRA EN FORMUE PÅ 100 MILLIONER KRONER TIL TVANGSAUKTION
I 1991 solgte han familievirksomheden til Dyrups, men fem år senere var 90 af de 100 millioner, han fik ved salget, gået tabt. En del penge blev blandt andet spildt på mislykket import af blå, afrikanske sten.
i 2008 blev privatboligen på Fjordvej med indendørs swimmingpool og vurderet til en værdi af 16 millioner kr. solgt på tvangsauktion, efter at Ehrenskjöld tidligere havde mistet et antal erhvervsejendomme, han besad på Gefionvej.
En stor og idérig mand, der skabte glæde og værdi for danskerne, havde nået bunden.
Nils Oluf Ehrenskjöld døde i 2011 og blev begravet fra Nr. Bjert Kirke.
Produktet Gori sælges stadig, nu i ejerskab af amerikanske PPG Industries.
Produktionen på Birkemosevej ophørte i 2013, og bygningerne huser i dag Innovationsfabrikken for IBC.
Kilder: Gori-historien ved Jørgen A. Houmann og Kurt Bakmann, JydskeVestkysten, Kolding Wiki, Wikipedia, Kolding Stadsarkiv.
Fotos; Ludvig Dittmann, Jonas Ahlstrøm, Friis Fotografi, Nærnyt.
Gori-reklame 1995 baseret på det legendariske slogan “Dit træværk siger Gori”. Reklamekampagnen var bare en af Nils Oluf Ehrenskjölds, tredje generation i Gori-dynastiet, kæmpesucces’er. Video: Youtube.
Når medarbejderne på Gori havde pause, kunne de frit benytte fabrikkens to bordtennisborde eller badmintonbaner (1995). Foto: Jonas Ahlstrøm. Fotokilde: Kolding Stadsarkiv.
Fabrikant N.O. Ehrenskjöld, Gori, udnævnes til Årets Koldingborger 1987 af Kolding Træf. Ehrenskjöld ses her på Gori i Kolding. Foto: Ludvig Dittmann. Fotokilde: Kolding Stadsarkiv.
Goris åbne kontorlandskab og kantinen 1995. Tankene er malet af den franske kunstner Jean Dewasne, som kom og genmalede tankene efter branden. Foto: Jonas Ahlstrøm. Fotokilde: Kolding Stadsarkiv.
Branden på Gori 4. juli 1978. Branden startede på lageret. På foto, er dette næsten nedbrændt. I løbet af nogle få timer var hele fabrikken brændt ned. Foto: Friis Fotografi. Fotokilde: Kolding Stadsarkiv.
Gori-direktør Nils Olof Ehrenskjölds gravsted på Nr. Bjert Kirkegård. Kirkegårdens enkleste og måske smukkeste grav, overgroet vedbend i grønt i grønt i grønt. Anonymt og ét med naturen. Foto: 12. oktober 2023, Nærnyt.
TRAPHOLT BLEV KUNSTMUSEUM PÅ AFBUD: Gustav Lind, tandlægepioner og verdensberømt videnskabsmand, forstod magt og sigtede højt, da han søgte at stille sit livsværk,...
ByRedaktørjanuar 5, 2024HISTORISKE PERSONER: Nils Oluf Ehrenskjöld nåede toppen, men mistede også sin 700 kvadratmeter store dobbeltvilla på Fjordvej i tvangsauktion og komplet nedtur
ByRedaktørnovember 22, 2023HISTORISKE PERSONER: Lindbæksvej 2 var hans barndomshjem. Erik Paaske brød igennem på landets største scener og i film og TV
ByRedaktøroktober 19, 2023Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk
TRAPHOLT BLEV KUNSTMUSEUM PÅ AFBUD: Gustav Lind, tandlægepioner og verdensberømt videnskabsmand, forstod...
ByRedaktørjanuar 5, 2024HISTORISKE PERSONER: Lindbæksvej 2 var hans barndomshjem. Erik Paaske brød igennem på...
ByRedaktøroktober 19, 2023
Skriv din kommentar