søndag , 1 december 2024
Forside Eltang Her er skurken! Oversvømmelse Eltangvej: Problem løst! Vejens huller lappes!
EltangVeje og trafik

Her er skurken! Oversvømmelse Eltangvej: Problem løst! Vejens huller lappes!

VEJOVERSVØMMELSE: Kolding Kommunes Entreprenørafdeling har hurtigere end lovet fået tørlagt Eltangvej igen. Nu lappes huller i vejstykket, ligesom huller i vejsiden, skabt af vandmængderne, fyldes ud

Her er skurken: Et stykke rørplastik satte sig fast og dannede prop i et rør- og drønsystem langs Eltangvej nær Elmevænget og Elmedraget. Foto: Kolding Kommunes Entreprenørafdeling.

Et stykke rørplastik, der satte sig fast og dannede prop i en brønd.

Det var årsagen til knapt 2,5 måneders vedvarende hel eller delvis oversvømmelse af den trafikerede Eltangvej ved Elmevangen, som har generet beboerne og den forbikørende trafik. 

Kolding Kommune meldte tidligere ud, at man på grund af oversvømmelser flere steder i kommunen, der var mere akutte, måtte vente med at løse problemet på Eltangvej til forsommeren.

Men Kolding Kommunes Entreprenørafdeling har rykket på sagen hurtigt, og nu er problemet løst. 

– Vi kunne i første omgang ikke lokalisere stedet, hvor rørsystemet var stoppet, men vi fandt det. Og vi fandt også anledningen til tilstopningen, som viste sig at være et stykke plastik, som i tidernes morgen er skåret ud af et rør, men som ikke blev fjernet.

– Plastikstykket har ligget i drænsystemet i mange år. I forbindelse med de ekstraordinært store vandmængder, vi fik i februar, har det flyttet sig og dannet prop i en brønd. Heraf oversvømmelsen, forklarer entrepriseleder for afvanding i Entreprenørafdelingen, Kolding Kommune, Truels Schultz, til Nærnyt.

Afdelingen er opmærksom på, at vejstykket har lidt skade under den  langvarige oversvømmelse.

– Vi kommer ud, så snart vejstykket er tørret igennem, og lapper huller i vejen, ligesom vi fylder huller i vejstykkets sider op med vejgrus, så Eltangvej kan komme på fode igen, siger Truels Schultz.

Oversvømmelsen af Eltangvej, der indledtes i februar 2024, var ikke dyb, men vedvarende.  

På regnvejrsdage – som vi havde mange af – stod vand i vejens fulde bredde. På tørvejrsdage kun delvist. 

Det var en irritation for beboerne, ligesom vejrabatten blev revet op, og asfalten var under hårdt pres.

Her er skurken: Et stykke rørplastik satte sig fast og dannede prop i et rør- og drønsystem langs Eltangvej nær Elmevangen og Elmedraget. Foto: Kolding Kommunes Entreprenørafdeling.

Brønden hvor propen blev fundet. Et stykke rørplastik satte sig fast og dannede prop i et rør- og drønsystem langs Eltangvej nær Elmevangen og Elmedraget. Foto: Kolding Kommunes Entreprenørafdeling.

Dette drænsystem blev berørt da et stykke rørplastik satte sig fast og dannede prop i et rør- og drønsystem langs Eltangvej nær Elmevangen og Elmedraget. Kort: Kolding Kommunes Entreprenørafdeling.

Nu er Eltangvej tør igen efter 2,5 måneders oversvømmelse. Eltangvej 30. april 2024. Foto: Nærnyt.

Oversvømmet Eltangvej i fuld bredde af vejen på regnvejrsdage. Gennem 2,5 måned var Eltangvej ved Elmevangen helt eller delvis oversvømmet som følge af sammenbrud af rør- og drænsystem. Eltangvej 7. april 2024. Foto: Nærnyt.

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *