søndag , 1 december 2024
Forside Foreninger Han spillede gårdfodbold med en Laudrup. Ærkekøbenhavner! Men karrieren bragte ham til Kolding! Til et aktivt og udadvendt liv. I 22 år træner, leder og formand i NBSIF! Nu går Søren Nielsen af
ForeningerProfil

Han spillede gårdfodbold med en Laudrup. Ærkekøbenhavner! Men karrieren bragte ham til Kolding! Til et aktivt og udadvendt liv. I 22 år træner, leder og formand i NBSIF! Nu går Søren Nielsen af

FORMAND GØR STATUS: Innovation er nødvendig for at holde liv i breddeidrætten. Han kan pege på flere succeshistorier. Og beklager kun, at det kniber med at fastholde børn og unge i sport. når de når teenagealderen

Midt i billedet, bagerst. Søren Nielsen som træner til en indendørs turnering, 2011. Foto: Privat.

Når drengen fra 3. sal spillede med, var holdet uovervindeligt i gårdfodbold. 

– Vi var knusende gode, ihvertfald var Finn det.

Ude til kamp var Finns far altid på sidelinjen. Roligt observerende. Møde op. Ikke råbe op. God forældrestil i sport, mente Søren. Og det mener han stadig.

Finn fra 3. sal – med efternavnet Laudrup – blev far i en meget ung alder.

Efter få år kunne familien Nielsen på 2. sal kigge ned i gården og se en lille dreng, på besøg hos bedsteforældrene i etagen ovenover i karréen i Buskagerkvarteret i Vanløse, rende rundt med en bold på fødderne.  

Drengen hed Michael, og han voksede som bekendt op til at blive Danmarks gennem tiderne største fodboldspiller.

Sport fyldte meget dengang for børn og unge. For Søren var det fodbold om sommeren i KB og håndbold om vinteren i den legendariske klub Saga, og atletik dyrkede han også. 

– Vi cyklede som drenge selv ud til kampe på Amager. Det var utænkeligt at blive kørt i bil af forældrene, som det foregår i dag. På mange måder et friere, men måske også barskere liv dengang. 

Før Vanløse var der Gothersgade i det centrale København, hvor han kom til verden, kun en spytklat fra Kgs. Nytorv. 

Unge Søren kom som den første i familien i gymnasium og på universitet. Første job var som direktionssekretær for den administrerende direktør for farvevirksomheden Flügger. Siden kom han over i personaleafdelingen og blev  HR-personalechef. 

Og det var her ærkekøbenhavnerens tilværelse tog et drej, som ikke var forudset. 

Hvad med at flytte vestpå og overtage ledelsen af produktionsafdelingen i Kolding, hvor 100 medarbejdere hver dag fremstillede 100 tons maling? lød tilbuddet.

Sådan endte Søren Nielsen i det mørke Jylland. Sprog og talemåder tog han med, ligeså fruen Tina, samt sin brændende interesse for sport. 

Karrieren fik han afløb for hos Flügger på Vejlevej, mens familien fandt sit hjem på Kobbelhave.

Strandhuse var et passende sted at bo for en medarbejder i en ledende stilling, fik han at vide.

Totalt usnobbet som han er, var han mistroisk over for rådgivningen. Men glade blev han og Tina Rasmussen for beslutningen.

Det var to sønner, der førte ham ind i NBSIF. Som mange fædre eller mødre med sportserfaring blev han træner. Det ene førte det andet med sig. 

Nu, hvor han går af, kan Søren Nielsen se tilbage på 22 år i aktiv tjeneste for vores alle sammens store idrætsklub, heraf den seneste håndfuld år som formand og “top dog”.

EN GOD IDÉ TRÆKKER FOLK AF HUSE – VI ER NØDT TIL AT VÆRE INNOVATIVE
Hvis han har haft en frustration i foreningslivet med NBSIF, så har det været vanskelighederne med at fastholde unge mennesker i sport.

– Hvis vi lykkes med at holde børn og unge i sportens fællesskab, så kan vi undgå mange af de problemer med isolation og psykisk dårligdom, som i dag rammer unge mennesker. 

– I sporten møder vores børn andre børn fra alle hjørner af samfundet og fra alle sociale lag. Her har en idrætsforening en funktion og en pligt til at forene det hele. 

– Vi er i et område, hvor utroligt mange af de unge ryger på efterskole, og så ryger holdene også fra hinanden. Det er svært at samle dem op, når de kommer tilbage, siger Søren Nielsen. 

Ellers har han været en glad mand, som træner, leder og formand. 

– Det har været dejligt at være med i et team af frivillige, hvor man oplever, at man i stort og småt bidrager til at gøre en forskel for området og dets beboere, siger han. 

Det er en stor og på mange måder kompliceret idrætsorganisation han har været med til at drive og lede, men uden mange sværdslag.

– Jeg husker ikke en beslutning, som er truffet ved afstemning.  Vi har altid kunne tale os til rette.

Etablering af NBSIF Fitness har været en stor ting. Afdelingen trækker voksne og seniorer til, hvorved NBSIF får tag i andre aldersgrupper end alene børn og unge. 

Fitness er med 700 medlemmer også en af foreningens største investeringer og største succes’er i nyere tid.  

“Mortion” er en anden succeshistorie. Over hundrede kvinder bliver nu trukket af huse, fordi nogen i gymnastikafdelingen fik en god idé. 

– Vi er nødt til at være innovative, for de gamle holdbaserede sportsgrene er under pres  i forhold til en udvikling, hvor folk ønsker at dyrke sport mere individuelt. 

Foreninger som NBSIF kræver ildsjæle for at fungere. Der er noget indbygget godt og sundt i at idrætsarbejde drives af folk uden andet end symbolsk betaling, mener han. I en ånd af fællesskab, venlighed og samarbejde. 

– Når vi ser, at ildsjælene nogle gange er tidligere topspillere, som bliver trænere, så skaber det ekstra opmærksomhed og en god trend omkring sporten, så der kommer endnu flere børn og unge som medlemmer. Det ser vi fx i vores håndboldafdeling. 

– Med engagerede trænere, så kommer deltagerne også, og så skabes der positiv udvikling. 

Læs også:

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner

Manden bag badebroen: “Umuligt” er ikke et ord, som Kim Andersen kender

Det var Kim Andersen fra Strandhuse, der fik idéen til badebroen ved...

Byens Bedste ny restaurant 2024! Strandhusedreng og partner tager København med storm og vinder prestigefyldt kåring!

IVÆRKSÆTTERSUCCES: Jeppe Nørfelt, opvokset på Lyshøj Allé 10, blev udlært sommelier og...

Drejens Boligby har stadig nok at gøre med at drifte og vedligeholde store grønne områder

GENERALFORSAMLING: Vores områdes største bolig- og grundejerforening er efter mange år med...

Arne Andersen, 79 år: – Jeg kendte Erik Paaske! Gammel Strandhusedreng: – Det var en helt anden verden!

ØJENVIDNE TIL VORES OMRÅDES HISTORIE: Der var tre købmænd på Fjordvej og...