MOBILITET: Ny køreplan forenkler busdriften og øger hyppigheden og frekvensen af bybusser i Drejens og Nr. Bjert. For nogle vil der blive længere gåafstand til busstoppesteder. Busplan kommer i høring til september
Tre buslinjer til og fra vores område bliver til én, hvis en busplan, som Kolding Kommunes Vej, Trafik og Park arbejder med, bliver til virkelighed.
Buslinjerne 7, 8 og 9 nedlægges og erstattes med en ny buslinje 2, der får halvtimesdrift i dagtimerne klokken 06-18 og timedrift aften og weekender.
– Vi øger med planen hyppigheden og frekvensen af bybusserne i Drejens og Nr. Bjert, så der er tale om en forenkling og forbedring i forhold til de nuværende tilbud.
– For nogle passagerer vil der blive lidt længere gåafstand til busserne, da der ændres lidt på linjeføringen, idet der i dag er stoppesteder, der ikke har mange påstigere og afstigere, og som derfor ikke vil blive betjent længere, forklarer trafikplanlægger Thorarinn Aggi Thorarinsson, Trafik, Vej og Park, Kolding Kommune, til Nærnyt.
I dag har vi i vores område ikke færre end tre buslinjer, nemlig linjerne 7, 8 og 9, som alle har endestation på Knud Hansensvej langt nede i Koldings sydby, men med forskellige ruter til, igennem og fra vores område.
Med planen overgår Kolding i bymidten til et A-busnet, som er kendetegnet ved hyppig drift og kører i korridorer med mange passager og betjener de større rejsemål.
Ved at køre direkte og hyppigt vil passagerne opleve en kortere rejsetid. Effekten er flere passagerer og et mere enkelt og entydigt tilbud.
Den ny buslinje 2, som kommer til at betjene Nr. Bjert, Strandhuse og Drejens, får dog ikke status som A-bus, men som bybus med halvtimesdrift.
For buspassagerer i vores område bliver der nu kun én buslinje og én køreplan at forholde sig til.
Samtidig kan passagererne regne med busafgange to gange i timen, hvor der på de nuværende linjer 7, 8 og 9 er timedrift eller totimersdrift.
Med bortfald af buslinje 7 må vi dog samtidig vinke farvel til busdrift på Fjordvej til og fra busvendepladsen ved Sygeplejemuseet.
Målet med Koldings mobilitetsplan er at sikre, at den kollektive transport bliver attraktiv for flere, og Kolding får mere busdrift for pengene samtidig med, at CO2 aftrykket reduceres i forhold til byens klimamål for 2030, hedder det i planbeskrivelsen.
Når mobilitetsplanen er færdig, skal den efter sommerferien 2024 til politisk behandling, hvorefter der følger en høringsperiode på otte uger.
Den nye kollektive trafikplan kan, såfremt den bliver godkendt politisk, igangsættes til køreplansskiftet i juni 2025.
Om vores nye buslinje får nummer “2” er ikke endeligt fastlagt, siger trafikplanlægger Thorarinn Aggi Thorarinsson.
– Foreløbig bruger vi det som et arbejdsnavn og først, når der foreligger en politisk besluttet plan, får vi afklaring af buslinjernes endelige numre, siger han.
Før var endestationen for vores områdes buslinjer Knud Hansensvej i det sydlige Kolding. Nu bliver start- og endestion Kolding Banegård. Linjeføringen for den ny bybus 2 går via Fynsvej, Lyshøj Allé, Skolebakken, Nr. Bjertvej, Drejensvej, Farøvej, Forstallé og videre ad Lyshøj Allé. Kortgrafik Kolding Kommune Trafik, Vej og Park samt Nærnyt.
Koldings plan for busserne: Den nuværende buslinje 8 med stoppested og slutpunkt midt på Drejensvej afskaffes. Fra juni 2025 samles, hvis planen vedtages, buslinjerne 7, 8 og 9 i en enkelt buslinje 2, som får halvtimesdrift i dagtimerne kl. 06-18 og timedrift aften og weekender. Foto: Nærnyt.
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk
LAVBUNDSPROJEKT: Målrettet indsats skal genoprette oprindelige, naturlige vandforhold i drænede marker og...
ByRedaktørseptember 30, 2024BADEBROEN SIKRES: - Vi satte en proces i gang, og nu står...
ByRedaktørseptember 10, 2024VISIONER: Koldings borgmester og politikere gav input. Milepæl i forløbet med udarbejdelse...
ByRedaktørseptember 6, 2024INTERVALKLIPNING: Drejens Boligby iværksætter 3-årigt forsøg med ny plejeplan for græsarealer
ByRedaktøraugust 15, 2024
Skriv din kommentar