torsdag , 19 september 2024
Forside Kolding Fjord Fritidsdykker bag video om Kolding Fjord: – Det værste, jeg har set
Kolding FjordNatur

Fritidsdykker bag video om Kolding Fjord: – Det værste, jeg har set

– Nu må vi forvente, at videnskabsfolk og politikere reagerer, siger Ulrik Vendelbo, fritidsdykker gennem 20 år og manden bag chokerende video fra Kolding Fjord

Han er med ét blevet vores alle sammens øje til situationen på fjordens bund. 

Med videokamera dokumenterer han status på Kolding Fjords plante- og dyreliv, og hans dom er stenhård: 

– Det er det værste, jeg har set, siger han. 

Han er fritidsdykker, understreger han, ikke erhvervsdykker. Det er kun et enkelt dyk – og iøvrigt hans første – i Kolding Fjord.

Men kameraet lyver ikke.

Og det, der gør ham mest trist og bekymret er, at han under hele dykket – der skete 2. oktober 2023 i lige linje fra badebroen ved Lyshøj Allé og  300 meter ud til sejlrenden i midten af fjorden, fra dybder på 1 til 7 meter, og ind igen – ikke så andet end det samme:

Mudret og død fjordbund uden spor af levedygtige planter, fisk og smådyr, der naturligt findes på dansk fjordbund.

– Det var en uafbrudt gentagelse af det samme, jeg så hele vejen ud og ind, siger han til Nærnyt. 

Lørdag kunne Nærnyt bringe chokerende billeder fra videoen, der viser, at Kolding Fjord ikke er sund under overfladen, som mange af os måske troede.

FRITIDSDYKKER MED 20 ÅRS ERFARING
Ulrik Vendelbo, selvstændig IT-konsulent, bosat i Vissenbjerg på Fyn, og fritidsdykker med 20 års erfaring i danske farvande, har et sjældent indblik og erfaringsgrundlag at bygge på, når han taler om tilstanden i vores vandmiljø. 

Han har i år gennemført et antal dyk i hav- og fjordområderne omkring Fyn med specielt henblik på at undersøge naturtilstanden, herunder også i Lillebælt, og blandt dem broområdet, Fænøsund og nu også Kolding Fjord.

Videoen fra Kolding Fjord er 5 minutter lang og som sådan et sammendrag af den ialt cirka 40 minutter lange dykning, men det ensidige billede af fjorddød, den tegner, er repræsentativt, siger han –  og desværre for det.

Ulrik Vendelbo vil ikke afvise, at der kan findes grønne “øer”  af mere sund havbund i andre dele af Kolding Fjord, men han tvivler.

– Ved dyk rundt om i Danmark møder jeg vandmiljøer under pres, men her vil der normalt være stedvise glimt af naturligt liv i vandet. Det så jeg slet ikke i Kolding Fjord, siger han. 

Under dykket fandt Ulrik Vendelbo  rester af liv i form af spredt ålegræs, en enkelt krabbe, lidt tanglopper, nogle få kutlinger.

Med andre ord, hvad han beskriver som “miniliv” med særlig tolerance for forringede levevilkår. 

– Ingen fladfisk, ingen fritsvømmende fisk. Pløre hele vejen. Et uafbrudt billede af mudret bund og fjorddød. 

FOLKS FORVENTNINGER STEMMER IKKE OVERENS
Han er vant til at folk stiller spørgsmål, når de ser ham gøre klar til et dyk eller netop er kommet op af vandet.

– Der er en nysgerrighed blandt folk om, hvad jeg oplever derude. Tidligere var det måske mest et gammelt vrag, jeg kunne fortælle om. 

– I takt med at jeg har rettet fokus mod vandmiljøet og taget fat med at filme på steder, hvor det er knapt så pænt, er det andre ting, jeg kan fortælle om.

– Og mange bliver overraskede.

– Folks forventninger stemmer nemlig ikke overens med, hvad jeg som dykker ser derude.

– Mange bliver chokerede, når jeg viser billeder fra en verden, de ikke har en chance for selv at se. 

– Hvis vores natur på land var en ørken, ville alle reagere. Men når det foregår under havoverfladen, ser vi det ikke, og derfor får det lov at fortsætte, siger Ulrik Vendelbo.

– Mit bedste bud er, at vi skal vende udviklingen ved at fjerne presfaktorerne på vandmiljøet. Vi må forvente, at videnskabsfolk og politikere reagerer, siger han. 

Hvorfor det er en fritidsdykker, der må råbe alarm, når myndigheder med enorme ressourcer ikke gør det, er et spørgsmål, som Ulrik Vendelbo ikke umiddelbart har et godt svar på. 

– Det er ikke sjovt at svømme ud og se ødelagt natur, men hvis de billeder, jeg tager, kan få nogen til at vågne op, så gør jeg det gerne, siger Ulrik Vendelbo. 

Se flere videoer fra Ulrik Vendelbo på hans Facebookside 

Med videokamera har Ulrik Vendelbo dokumenteret status på Kolding Fjords plante- og dyreliv, og hans dom er stenhård: – Det er det værste, jeg har set, siger han. Foto: Privat. 

Fra video: 1 meters dybde. Bunden af Kolding Fjord ved 1 meters dybde i fjordområdet ud for badebroen ved Lyshøj Allé. Videooptagelse ved fritidsdykker Ulrik Vendelbo 2. oktober 2023. Video: Ulrik Vendelbo.

Fra video: 3 meters dybde. Bunden af Kolding Fjord ved  3 meters dybde i fjordområdet ud for badebroen ved Lyshøj Allé. Videooptagelse ved fritidsdykker Ulrik Vendelbo 2. oktober 2023. Video: Ulrik Vendelbo.

Fra video: Rester af ålegræs. Bunden af Kolding Fjord i fjordområdet ud for badebroen ved Lyshøj Allé. Videooptagelse ved fritidsdykker Ulrik Vendelbo 2. oktober 2023. Video: Ulrik Vendelbo.2

Fra video: I sejlrenden på syv meters dybde. Bunden af Kolding Fjord ved 7 meters dybde i fjordområdet ud for badebroen ved Lyshøj Allé. Videooptagelse ved fritidsdykker Ulrik Vendelbo 2. oktober 2023. Video: Ulrik Vendelbo..

Fra video: Efter ni minutters dykning. Bunden af Kolding Fjord i fjordområdet ud for badebroen ved Lyshøj Allé. Videooptagelse ved fritidsdykker Ulrik Vendelbo 2. oktober 2023. Video: Ulrik Vendelbo.

Fritidsdykker Ulrik Vendelbo 2. oktober 2023 efter afsluttet dykning i Kolding Fjord. Video: Ulrik Vendelbo.

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner