Mød redaktøren! Stil spørgsmål! Kom ind bag facaden og hør om livet på en lille ny avis!
Nærnyt kommer gerne ud og holder foredrag om avisen, herunder besvarer spørgsmål og deltager i diskussion om avisens opgaver og formål.
Nærnyt er tilmeldt Pressenævnet og som sådan forpligtet på at drive ansvarlig journalistik.
Hvordan avisen løser den opgave i forhold til nærsamfundet er altid til diskussion.
Nærnyt er Danmarks formentlig mindste avis hvad angår geografisk dækningsområde. Målt fra syd til nord og fra øst til vest er avisen kun 3-5 kilometer lang og stor.
Nærnyt repræsenterer dermed en ny form for massemedie, nemlig næravisen der fokuserer på at skrive om det helt nære: Det som sker få hundrede meter eller få kilometer fra læsernes bopæl. Det som foregår i læsernes “baghave”.
Hvad fordele og ulemper er ved denne nye medietype, og hvad er fremtidsudsigterne i en dansk medieverden, der i stigende grad er underlagt globale giganter som Facebook og Google? Det drøftes også i foredraget.
Et foredrag vil komme ind på sager og sagsområder, som avisen dækker, og belyse den journalistiske proces i forhold til at få informationer og billeder ud til læserne.
Et foredrag vil have 30-45 minutters varighed efter aftale. Foredragsholderen vil være Nærnyts redaktør. Aftale om foredrag skal træffes senest 3 uger før gennemførelse.
Et foredrag vil normalt koste 500 kr. i honorar. For foreninger, grupper eller institutioner med beskedne midler er foredraget gratis.
Få uforpligtende mere information om mulighederne for at bestille et foredrag fra Nærnyt
Eller benyt formular.