Støt Nærnyt
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
KORT NYT
Forældreforeningen ved Eltang Skole og Børnehave indbyder til fejring af Verdensmålsdag torsdag 26. september 2024 kl. 15-19.30. Grafik: Eltang Skole og Børnehaven.
VERDENSMÅLSDAG: I hele næste uge – med start mandag 23. september 2024 – har Eltang Skole og Børnehave alternativ uge, hvor der arbejdes med UNESCO’s verdensmål.
De enkelte klasser vil på verdensmålsdagen torsdag 26. september 2024 præsentere et udsnit af deres arbejde med verdensmålene.
Verdensmålsdagen skal medvirke til at synliggøre gode initiativer og skabe dialog omkring verdensmål og bæredygtighed.
– Vi håber, at mange vil lægge deres vej forbi Eltang og være en del af Verdensmålsdagen, siger skoleleder Peder Ottosen, Eltang Skole.
Ugen kulminerer med en verdensmålsdag med stort program torsdag 26. september 2024 kl. 15.00 – 19.30 på udearealerne ved Eltang Skole og Børnehave.
Kl. 16 optræder stomp- og performancegruppen HeartBeat Group, som består af tre unge, sprælske musikere fyldt med spilleglæde.
Kl. 17 kommer naturelsker og naturekspert Sebastian Klein og underholder med sin store viden om natur og dyreliv.
Kl. 18 spiller Kolding Kulturskoles Juniorstrygere et stykke musik.
Kl. 18.15 fortæller Koldings naturformand Jørn Chemnitz (SF) om Kolding Kommunes arbejde med at udvikle bæredygtighed.
Ud over deltagelse af børn på Eltang Skole og Børnehave er der indbudt lokale aktører, blandt dem Kolding Kulturskole, Naturpark Lillebælt, Better Energy, EVGIF, Store Legedag, Pædagogisk Center, EUC Lillebælt, Kolding Fjordhøst, Bæredygtighedshuset, Birkemose Golfklub, Naturskolen og ASTRA, UNESCO, som vil præsentere deres arbejde med UNESCO´s verdensmål og bæredygtighed.
Ud over udstillinger og præsentationer vil der være events, hvor besøgende vil have mulighed for at smage, røre og være aktive.
Verdensmålsdagen arrangeres af Forældreforeningen ved Eltang Skole og Børnehavn.
FEEL ME PÅ TRAPHOLT. Værket omfatter en enorm neonregnbue, har titlen ”Happiness is as brittle as glass” og er skabt af kunstneren Sali Muller fra Luxemburg. Foto: Trapholt.
FEEL ME PÅ TRAPHOLT. Værket Shylight af den hollandske kunstnergruppe DRIFT, her vist på Aichi Triennalen. Værket udgør en ’levende’ installation, hvor store hvide blomster åbner sig i frit fald fra loftet. Foto: Takeshi Hirabayashi/Trapholt.
FEEL ME PÅ TRAPHOLT. Værket Air Fountain, her udstillet i Rio de Janeiro, skabt af kunstneren Daniel Wurtzel. Foto: Trapholt.
Opdatering: Du kan besøge og bese udstillingen FEEL ME gratis onsdag 25. september 2024 kl. 19-21, hvor Trapholt holder ekstraordinært åbent i anledningen af åbningen af den store udstilling.
INTERNATIONAL KUNSTUDSTILLING: Hører følelser til i kroppen eller hovedet? Kan computere og videnskab manipulere vores hjerner og følelser? Kan man designe et sted, hvor alle mennesker føler sig godt tilpas?
Det er nogle af de spørgsmål, gæster får mulighed for at undersøge i udstillingen FEEL ME, når de tages med på en rejse gennem temaerne sind, krop og rum.
Udstillingen FEEL ME, som åbner torsdag 26. september 2024 på Trapholt, bliver den største internationale udstilling på museet.
Udstillingen omfatter danske og internationale verdensstjerner som DRIFT, Daniel Wurtzel, Liz West og Cecilie Waagner Falkenstrøm.
Gennem kunsten sætter FEEL ME: MIND x BODY x SPACE fokus på følelser i en samtid, hvor udviklingen på alle områder sker med accelererende fart.
FEEL ME består af værker af 28 danske og internationale kunstnere og designere, hvor flere præsenteres på dansk jord for første gang.
Udstillingen breder sig over mere end 1.000 kvadratmeter og tager publikum med på en sanselig og kropslig rejse ind i følelsernes land.
For første gang nogensinde får et dansk publikum mulighed for at opleve den amerikanske kunstner Daniel Wurtzel, som blev verdenskendt ved afslutningsceremonien for Vinter-OL i 2014, hvor værket “Paper Tornado” blev vist.
Udstillingen på Trapholt er en unik mulighed for at se hans ekstraordinære værk, den fem meter store installation ”Air Fountain”, hvor transparent silke svæver til musik i en intim dans.
Helt ekstraordinært kan gæster på Trapholt opleve hele to hovedværker af hollandske DRIFT: ”Fragile Future”, som kombinerer natur og teknologi i et lysende netværk af bittesmå ægte mælkebøttefrø monteret på LED-pærer spændt ud i et kobberstillads, og den ’levende’ installation ”Shylight”, hvor store hvide blomster åbner sig i frit fald ned fra loftet.
– Feel Me-udstillingen er en ekstraordinær mulighed for at opleve Daniel Wurtzels sensationelle luftbårne installationskunst og DRIFTs overvældende og sanselige naturinstallationer, som aldrig tidligere har været præsenteret i Danmark, siger Trapholt-direktør Karen Grøn i en pressemeddelelse.
– Vi er i disse år meget optagede af, hvordan vi føler, og der foregår en omfattende offentlig samtale om, hvordan mennesket følelsesmæssigt kan holde sammen på sig selv i en accelererende tidsalder. Men hvordan forstår vi følelser, og kan kunsten hjælpe os med at sætte ord og billeder på begrebet?
– I udstillingen FEEL ME vil man kunne opleve, hvorledes kunstnere udtrykker følelser som frygt, kærlighed, skrøbelighed, forbavselse, raseri og intimitet. Den kollektive oplevelse af kunst i museets rum har et særligt potentiale for at befordre samtaler om følelser, siger Karen Grøn.
Highlights omfatter en angstprovokerende enorm ballon, der langsomt pustes op og er ved at sprænges, af kinesiske Zhou Xiaohu og den enorme neonregnbue med titlen ”Happiness is as brittle as glass” af Sali Muller fra Luxemburg.
I udstillingen kan man også opleve værker af bl.a. Bill Viola (US), Jeppe Hein (DK), Gudrun Hasle (DK), Frederik Næblerød (DK), Farshad Farzankia (IR/DK), Kelli Connell (US), William Armstrong & Paul Lightfoot (UK), Roma Auskalnyte (FI) samt Anne Torpe (DK).
Udstillingen FEEL ME: MIND x BODY x SPACE kan opleves på Trapholt fra torsdag 26. september 2024 til 10. august 2025.
Færdigt arbejde … NBSIF Førsteholdet på vej ud af banen efter klar 10-1 sejr hjemme over Kolding B (2) søndag 15. september 2024. Foto: Nærnyt.
NBSIF Førsteholdet ligger nu i top af Pulje 88 a points med Dalby GF på bedre målforskel og med en kamp i baghånden. Kampstatistik: JBU. Grafik: Nærnyt.
SEJRSMARCH: Kolding B (2) scorede i første minut, men over den næste halve time fik vores førstehold styr på kampen, og derefter gik det kun én vej.
En lille forskrækkelse til de sejrsvante fodbolddrenge i NBSIF, som havde vundet det første opgør mod KB med 7-0.
Gæsterne var i en klart bedre opstilling end i den første kamp, men i sidste ende var de intet match for førsteholdet, som i anden halvleg spillede op til deres bedste og scorede yderligere otte gange efter pausestilling 2-1.
Slutresultatet på 10-1 betyder, at NBSIF stryger i top i pulje 88 og nu også på målforskel har et lille overtag i forhold til det eneste andet hold, der kan true oprykning til Serie 3, nemlig Dalby GF.
NBSIF spiller ude søndag 22. september 2024 kl. 13 mod Kolding United før den forventede målfest tirsdag 24. september 2024 kl. 19 hjemme mod FCH 6100, som med lutter tabte kampe og et slemt minus på målkontoen er puljens bundprop.
KOMMENDE HJEMMEKAMPE FOR NBSIF, SERIE 4, PULJE 88
Alle hjemmekampe spilles på kunststofbanen ved Lyshøjskolen, Lyshøj Allé 1, Strandhuse.
Bemærk: Tidspunkter med forbehold for ændringer.
Kontakt os – skriv til kontakt@naernyt.dk eller ring/SMS 4088 4758 – hvis du har et nyhedstip om ting, der sker eller kommer til at ske i vores område.
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk
WORKSHOP: Og du er inviteret ... Kolding Kommune og TrekantBrand instruerer om,...
ByRedaktøroktober 1, 2024FEEL ME: - Jeg var til tider både irriteret, begejstret, bange, vred,...
ByRedaktørseptember 30, 2024Stednavnet Eltang er et naturnavn, som betyder et smalt jordstykke med elmetræer
ByRedaktørseptember 24, 2024
Skriv din kommentar