søndag , 1 december 2024
Forside Eltang Eltang-legende, købmand Leif Johansen er gået bort, bisættes på lørdag * Lyshøj Event 2024, nu også med loppemarked og tryllekunst * Godset inviterer til Rock på Havnen for tredje år i træk
EltangKort nytKultur

Eltang-legende, købmand Leif Johansen er gået bort, bisættes på lørdag * Lyshøj Event 2024, nu også med loppemarked og tryllekunst * Godset inviterer til Rock på Havnen for tredje år i træk

KORT NYT

Naboer og andre venner af Leif Johansen satte blomster på trappen til købmandsbutikken, og om aftenen tændes levende lys til minde om den afdøde købmand. Foto: Nærnyt.

Et samlingspunkt for Eltang, købmand til fingerspidserne, venlig og med lune, Leif Johansen er gået bort

Købmand Leif Johansens butik på Eltangvej 51 var et samlingspunkt for Eltang. Foto: Nærnyt.

Naboer og andre venner af Leif Johansen satte blomster på trappen til købmandsbutikken, og om aftenen tændes levende lys til minde om den afdøde købmand. Foto: Nærnyt.

ELTANG-LEGENDE: Beskeden gik fra mund til mund og blev spredt på internettet.

Eltangs købmand, så længe nogen kan huske, Leif Johansen, er gået bort.

Kort efter begyndte buketter at kunne ses på trappen op til købmandsbutikken på Eltangvej 51, og om aftenen var der tændt levende lys til minde. 

En epoke slutter med købmandens bortgang.

Som person var købmand Leif tilbageholdende og ydmyg, men i status var den altid venlige og tjenstvillige ældre herre bag disken samlingspunkt for et helt lokalsamfund.

Han var købmand til fingerspidserne og meget vellidt i byen. Han var savnet som købmand og vil blive savnet rigtig meget som Leif, fortæller en Eltang-borger til Nærnyt.

– Det er trist at gå forbi hans butik og vide, at en æra er forbi, siger Thomas Aarø Andersen, som handlede i butikken og var beundrer af Leif.

– Han var en rigtig købmand, og han var kendt for sit lune væsen, service til fingerspidserne og altid informativ, hvis man spurgte efter en vinduespudser eller lignende.

– Manglede man noget om formiddagen, kunne man hente det over middag, så havde han handlet det ind.

– I den tid, vi her boet her siden 2003, har han ikke holdt ferie på noget tidspunkt.

– Han var nok den sidste rigtige købmand tilbage i Danmark.

Købmandsbutikken, som har stået stort set uforandret i indretning og inventar gennem årtier, blev et minde om traditioner og tider, der var, og fik funktion som en slags levende museum.

Den moderne verdens krav med digitale indberetninger til myndigheder med mere var efter sigende, hvad der fik Leif Johansen til at give forretningen op, og fra januar 2024 var den lukket.

Nærnyt tog i den forbindelse kontakt med Leif for et interview og en omtale, men det afviste han venligt, men bestemt.

– Det var ikke noget at skrive om, mente han.

Nu beder vi Leif om forladelse for at skrive disse ord til hans minde, og vi går videre, idet vi forventer at komme med en lidt længere artikel senere i Nærnyt.

Leif døde torsdag 15. august 2024 og ifølge vores oplysninger, efter kort tids sygdom i en alder af 82 år.

Leif Johansen bisættes fra Eltang Kirke lørdag 24. august 2024 kl. 10.

Lyshøj Event 2024 byder for første gang på loppemarked og tryllekunst

Måske bliver udbuddet af ting og sager ikke lige så overvældende på loppemarkedet ved Lyshøj Event lørdag 31. august 2024 som på dette billede, men 12 udstillere vil byde på et rigt og varieret udvalg af gode og interessante ting. Foto: Lyshøj Event. 

LYSHØJ EVENT 2024:  Måske er der lige noget, der kan friste dig, så kig forbi, når Lyshøj Event lørdag 31. august for første gang byder på loppemarked i forbindelse med vores områdes store årlige fest og festival.

Der er tilmeldt ikke færre end 12 deltagende udstillere, som disker op med gode brugte ting og sager, som måske kan finde nyt liv i dit hjem.

Det hele foregår på boldbanerne bag Lyshøjskolen, Lyshøj Allé 1 i Strandhuse. 

Trylleri på højt plan kan du opleve ved Lyshøj Event kl. 15.30 – 16.15 på Lille scene. 

Tryllekunstner Jørgen Fevre, vil trylle og fortrylle alle, små som store, med sin tryllekunst.

Hvis du også vil overraskes, så træd ind i magiens verden, hvor du aldrig kan føle dig helt sikker på, hvad der vil ske.

Lyshøj Event er den store dag for fællesskabet her i vores nordøstlige område af Kolding, hvor der er aktiviteter for alle aldre fra morgen til ud på dagen.

I år vil 500 af Lyshøjskolens børn lave en kreativ koncert inspireret af det daglige skoleliv, og der vil være debat mellem Koldings førende politikere om vores områdes fremtid.

Og selvfølgelig hygger vi os på plænen med god mad og andre lækkerier.

Dato: Lørdag 31. aug. 24 kl. 10 – 20
Sted: Lyshøjskolens område og rundt i lokalområdet
Arrangør: Midtpunkt for Livet

Godset inviterer til Rock på havnen for tredje år i træk: 4 bands og 4 timer med super-rock

Rock på havnen 2024 byder blandt andet på det internationale band Cobra Spell. Foto: Cobra Spell Management. 

ROCK PÅ HAVNEN: Vores nærliggende center for musik og kultur, Godset, gentager triumfen med Rock på Havnen for tredje år i træk.

Rock på Havnen bragede igennem med succes i både 2022 og 2023, og med den fantastiske opbakning er det kun retfærdigt, at Kolding får endnu en dosis Rock’n’Roll ved havnen i år.

I 2024 er du inviteret til endnu en episk oplevelse med Rock på Havnen. Der er fire store navne på plakaten, nemlig det internationale band Cobra Spell og det danske band Electric Guitars med de danske superguitarister Søren Andersen og Mika Vandborg i front.

Derudover Black Oak County, som er et hårdtslående rockband fra Esbjerg samt Den Nordjyske trio Blindstone med en kraftudladning af rock og blues.

Rock på Havnen sker lørdag 24. august 2024. Dørene åbnes kl. 18, og musikken spiller op kl. 18.15-22.15. 

Arrangør er Godset, og adressen er Ujnfor, Godset, Jens Holms Vej 5 i Kolding. 

Billetprisen er 275 kr. for hele aftenen, og du kan bestille billet her.

Kontakt os – skriv til kontakt@naernyt.dk eller ring/SMS 4088 4758 – hvis du har et nyhedstip om ting, der sker eller kommer til at ske i vores område.

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *