søndag , 1 december 2024
Forside Foreninger Drejens Boligby har stadig nok at gøre med at drifte og vedligeholde store grønne områder
ForeningerGrundejer- & boligforeninger

Drejens Boligby har stadig nok at gøre med at drifte og vedligeholde store grønne områder

GENERALFORSAMLING: Vores områdes største bolig- og grundejerforening er efter mange år med store arbejdsopgaver og dramatisk formandsskifte sidste år nu i god gænge

Drejens Boligbys bestyrelse efter generalforsamling 2024 - samt to afgående bestyrelsesmedlemmer. I midten formand Annette Castberg. Fra venstre afgående næstformand Claus Smedt, Helle Skov Sørensen, suppleant til bestyrelsen, Erik Nørskov, afgående kasserer, Susanne Lindstrøm, medlem af bestyrelsen, og herefter de to nyvalgte til bestyrelsen, Verner Pedersen og Ulrik Sindberg. Foto: Nærnyt. 

I mange år har bestyrelsen for Drejens Boligby trukket et stort læs med sager om skøder, matrikler, veje og vænger samt afklaring af, hvordan vedligehold af boligbyens store grønne områder varetages bedst muligt. 

En dramatisk generalforsamlig 2023 bød endvidere på formandsskifte. 

Men nu er boligbyen i god og rolig gænge. 

Det blev bekræftet på boligsammenslutningens generalforsamling 2024, der forløb i en glad og optimistisk atmosfære, kyndigt ledet af advokat Charlotte Szocska.

Her lykkedes det uden forhindringer at genbesætte poster i bestyrelsen, som blev ledige, efter at to medlemmer trækker sig efter lang og tro tjeneste. 

Drift og vedligehold af boligbyens store grønne områder fylder fortsat meget i bestyrelsens arbejde, fortalte Drejens Boligbys formand, Annette Castberg, i sin beretning. 

Slåning af de åbne græsarealer blev udlagt til en entreprenør, der tilbød at udføre arbejdet vederlagsfrit mod at kunne høste græsset til dyrefoder.

Men ak og ve kom ordningen knapt i drift, før entreprenøren med kort varsel trak sig fra opgaven, og en ny måtte med kort varsel findes. 

Græsslåning og gartnerarbejde udføres nu af gartnerfirmaet Kjeld Larsen. 

Jagt finder sted på marker omkring boligbyen. Annette Castberg understregede, at jagt ikke må eller kan foregå på boligbyens områder, men fastslog også, at jægere har adgang til området i det omfang, at der er tale om at opsamle dødt vildt, der anskudt løber ind i boligbyens areal. 

Vedligehold og drift af skovarealer giver en del dialog. Skovbrugsorganisationen Skovdyrkerne er boligbyens partner og leverandør i vedligehold af de grønne områder og har fremlagt en plan for fældning og genplantning. 

En smuk, gammel allé af hvidtjørn går øst-vest på tværs af boligbyen. Hvidtjørnen er bevaringsværdig og fredet, men rådgivningen siger, at den trænger til beskæring. 

En anden sag er stisystemets broer, der er udført i træ, og som efter knapt 20 års tjeneste nogle steder er i forfald med svampeangreb. 

Formand Annette Castberg takkede bestyrelsen for dens store arbejdsindsats og løbende opbakning i små og store sager.

– Desværre skal vi i dag sige farvel til to markante personer, nemlig næstformand Klaus Smedt fra Ærøvænget, der efter en årrække i bestyrelsen for boligbyen har fået øget arbejde i sit firma, og som derfor trækker sig, samt kasserer Erik Nørskov fra Glænøvænget, der stopper i bestyrelsen, fordi han og hans familie fraflytter Drejens.

– Tak for Jeres engagement og samarbejde! I vil blive savnet, sagde formand Annette Castberg, som havde en lille gave til hver af de afgående bestyrelsesmedlemmer.

– Vi kan alle erstattes, og jeg håber, der i forsamlingen er friske kræfter blandt Jer deltagere til at tage over, sagde formanden.

Det viste sig at være tilfældet.

Nyvalgt til bestyrelsen blev Ulrik Sindberg fra Sprogøvænget og Verner Pedersen fra Halmøvænget. 

Bestyrelsen for Drejens Boligby består herefter af formand Annette Castberg,  bestyrelsesmedlemmerne Susanne Lindstrøm, Barsøvænget, Adam Lyhne, Drejens Skovbo, Farøvej samt Ulrik Sindberg og Verner Pedersen. Suppleant til bestyrelsen er Helle Skov Sørensen, Venøvænget, og revisor er Per Brinck, Femøvænget. 

FAKTA OM DREJENS BOLIGBY

Drejens Boligby er en overordnet sammenslutning af boligselskaber, andelsforeninger og grundejerforeninger fordelt på 39 delområder på Drejens og stiftet i 2010.

Boligbyen omfatter ialt 630 husstande. 

Drejens Boligby udgør et mix af boligtyper fra store og mindre parcelhuse og villaer til rækkehuse og andelsboliger til rækkehuse og lejligheder i almennyttige boligselskaber.

Der findes desuden enkelthuse og lejligheder, som udlejes af private udlejere.

Boligbyen er udlagt i en stor samlet plan med fire stamveje, der udgår fra Drejensvej og vænger, der knytter sig til stamvejene.

Boligbyen er præget af små ejendomsmatrikler og store sammenhængende grønne områder. Store dele af området er under opvækst til skov og danner ramme om planlagte, såkaldte “skovboliger”. 

Boligbyen har et rigt dyreliv med vandrende rådyr og dådyr samt et lige så rigt fugleliv med daglige besøg af fiskehejrer. 

Hjemmeside www.drejensboligby.info/

Drejens Boligbys bestyrelse efter generalforsamling 2024 – samt to afgående bestyrelsesmedlemmer. I midten formand Annette Castberg. Fra venstre afgående næstformand Claus Smedt, Helle Skov Sørensen, suppleant til bestyrelsen, Erik Nørskov, afgående kasserer, Susanne Lindstrøm, medlem af bestyrelsen, og herefter de to nyvalgte til bestyrelsen, Verner Pedersen og Ulrik Sindberg. Foto: Nærnyt. 

Drejens Boligby – med fire stamveje fra Drejensvej og øst-vest-gående stistystem – set fra luften. Foto: Google Maps. 

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *