lørdag , 5 oktober 2024
Forside Kirke Der manglede én! Nu indkalder Nr. Bjert Kirke og Sogn til ekstra valgforsamling
Kirke

Der manglede én! Nu indkalder Nr. Bjert Kirke og Sogn til ekstra valgforsamling

MENIGHEDSRÅDSVALG: De nødvendige ti kandidater til nyt menighedsråd for Nr. Bjert Sogn for valgperioden 2024-2028 kunne ikke nås. Nu indkaldes til en ekstraordinær valgforsamling tirsdag 8. oktober 2024

Afgaaende menighedsrådsformand Aase C. Thomsen, Nr. Bjert Kirke og Sogn, indkalder til ekstraordinær valgforsamling ti valg af menighedsråd for valgperioden 2024-2028. Foto: Nærnyt.

Der var syv, der var otte, der var ni, men der var ikke ti kandidater ved valget til Menighedsrådet for Nr. Bjert Sogn, da sognet tirsdag holdt valgforsamling og skulle udpege medlemmer for en ny fireårig valgperiode 2024-2028.

Det betyder, at sognet indkalder til ekstraordinær valgforsamling, som finder sted tirsdag 8. oktober 2024 kl. 19 i Menighedshuset på Sletteskovvej 2 i Nr. Bjert. 

Med 5.400 folkekirkemedlemmer i Nr. Bjert Sogn, som er et af Kolding Provstis største, er mindstekravet ti folkevalgte medlemmer i menighedsrådet, og det krav kunne ikke umiddelbart opfyldes på en ellers velbesøgt valgforsamling. 

Menighedsrådet har derudover sognets to præster som medlemmer. 

De ni medlemmer af det nye menighedsråd, der blev valgt er: Camilla Dalgaard, Carl Damgaard, Githe Hjelm, Henning Birkeslund, Jens Erik Kristiansen, Jens Peder Væggemose, Jytte Fink, Peter Giødesen og Peter Matthiesen. 

– Vi følger loven og indkalder til en ekstra valgforsamling, hvor vi håber at nå det nødvendige antal kandidater til rådet, ligesom vi sigter efter at finde et antal stedfortrædere, siger afgående menighedsrådsformand Aase C. Thomsen til Nærnyt. 

Med sig ud af rådet tager hun næstformand Lise Fuur Andersen og en række andre medlemmer, der valgte ikke at genopstille.

Kun fire af menighedsrådets medlemmer stillede op til genvalg, og den store udskiftning gjorde det vanskeligt at finde et tilstrækkeligt antal kandidater. 

Aase C. Thomsen har siddet som formand i fem år og har tidligere i en årrække tjent menighedsrådet som kasserer.

– Det er tid, at der kommer nye kræfter til, siger Aase C. Thomsen. 

Nr. Bjert Sogn er i befolkningsmæssig hurtig udvikling, og antallet af nye konfirmander – over 100 i 2024 – slår nye rekorder hvert år. 

Menighedsrådet står med store opgaver, idet projektering og opførelse af et nyt menighedshus på 650 kvadratmeter og til en samlet pris på 24 millioner kroner er igangsat. 

Sognet har erhvervet ejendommen Marielyst på  Sletteskovvej 17 – lige over for kirke og eksisterende menighedshus – til formålet, og nedrivning af matriklens ejendomme er gennemført. 

Nr. Bjert Sogn udbyder samtidig et stort kirkeligt og kulturelt program med voksenkor, børnekor, babysalmesang, sogneeftermiddage, foredrag, filmforevisninger og udflugter. 

Opdatering 24. september 2024 kl. 08.48: Tilføjelse af navne på ni nyvalgte medlemmer af Nr. Bjert Sogns menighedsråd for valgperioden 2024-2028. 

FAKTA: HVAD KRÆVER DET AT VÆRE MEDLEM AF MENIGHEDSRÅDET?
At sidde i et menighedsråd er en unik mulighed for at engagere sig i den lokale kirke og tage ansvar for dens drift og fremtid.

Medlemmer af Folkekirken, der bor i Nr. Bjert Sogn eller har løst sognebånd her og er fyldt 18 år, har stemmeret og kan stille op til menighedsrådet.

Derudover skal du ikke opfylde nogle formelle krav, hvis du ønsker at stille op og blive valgt til Menighedsrådet for Nr. Bjert Kirke og Sogn.

– Men vi håber selvfølgelig, at du har holdninger, idéer og engagement i forhold til, hvordan Nr. Bjert Kirke skal drives, siger nuværende menighedsrådsformand Aase C. Thomsen.

Vil du være med til at udvikle og bevare kirkens identitet og fællesskab?

Er du villig til at samarbejde, lytte til andre, tage ansvar og påtage dig opgaver i forbindelse med kirkens liv og aktiviteter?

Så vil du helt sikkert også finde det givende og meningsfyldt at stille op til menighedsrådsvalget – og bidrage til lokalsamfundet og styrke kirkens rolle som et vigtigt centrum for fællesskab og åndelighed.

Medlemmer vælges for en fireårig periode 2024-2028, der tager sin begyndelse første søndag i advent 2024, hvilket i praksis vil sige fra december 2024.

Menighedsrådet mødes normalt én gang om måneden, undtagen i juli og december. Derudover er der mulighed for at engagere sig i udvalgsarbejde.

Vil du vide mere, eller er du interesseret at stille op til menighedsrådet? Kontakt menighedsrådsformand Aase C. Thomsen på email formand@nrbjertkirke.dk eller telefon 2990 0472.

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *