lørdag , 5 oktober 2024
Forside Butikker – De sidste fire cifre? Nu skal du ikke sige dem, men taste dem!
Butikker

– De sidste fire cifre? Nu skal du ikke sige dem, men taste dem!

PAKKEPOSTHUS: Spar Nr. Bjert digitaliserer pakkeudlevering. Mængden af pakkepost stiger fortsat. På en normaldag håndteres 500 pakker og på en travl dag 2.000

Sådan ser indtastningsskærmen ud i nærbillede. Foto: Nærnyt

– De fire sidste cifre?

Du er vant til at sige tallene, når du henter din pakke.

Ikke længere.

Nu skal du selv taste numrene ind. 

Spar Nr. Bjert opgraderer pakkepostbetjeningen med et nyt, elektronisk system, som har til formål at effektivisere pakkeud- og indlevering for både “posthus” og kunder. 

Det sker efter, at enorm vækst i antallet af håndterede pakker har gjort Sparbutikken til det nordøstlige Koldings største pakkeshop og pakkeposthus.

I julemåneden december 2023 håndterede og udleverede Spar over 11.000 pakker til kunder – og det var alene pakker fra GLS. 

Dertil kommer pakker fra fire andre pakkedistributører – PostNord, DAO, Bring og UPS – som også bruger Spar Nr. Bjert som foretrukken pakkepostcentral. 

– Vi håndterer cirka 500 pakker om dagen på normaldage, og i travle perioder – som fx til jul – ryger vi nogle dage op på 2.000 udleverede pakker, fortæller købmand og “postmester” Sanne Nordberg, Spar Nr. Bjert, til Nærnyt.

Bag udleveringsporten i butikken gemmer sig et pakkelagringssystem, der omfatter flere hundrede hyldemeter med pakker fra gulv til loft. 

Hver enkelt pakke er nu forsynet med en gul nummerseddel, som pakken får ved indscanning. 

Hvor pakker tidligere blev sorterer og placeret i henhold til pakkefirma – ét sæt hylder til GLS-pakker, et andet sæt hylder til DAO og så videre – er pakkehåndteringen nu standardiseret og strømlinjet, så alle pakker behandles ens uanset ophav. 

Hver pakke er at finde på en bestemt, nummeret hylde, så pakkerne er hurtige at finde og hente for medarbejderne. 

På kundesiden er det nu op til dig som pakkekunde selv at indtaste de berømte fire sidste cifre.

Først vælger du pakkedistributør, og derefter indtaster du numre. Du kan indtaste numre for flere pakker. 

Ved indtastning går besked til en Spar-medarbejder, som på sin telefon får information om pakkens præcise placering i lagersystemet. 

Herfra hentes den for udlevering til kunden. 

– Vi sparer tid nu, hvor det nye system er kørt ind. Vi oplever også, at kunderne er godt tilfredse. Pakkeudleveringen går hurtigere, og der er sjældnere kø, siger købmand og “postmester” Sanne Nordberg. 

OM PAKKESYSTEMET SELVHENT
Selvhent er et dansk udviklet, digitalt system til pakkeshops, som tidsoptimerer pakkehåndtering og pladsoptimerer pakkelager. Antallet af pakker, der håndteres i pakkeshops er støt stigende. De sidste fem år er antallet af pakker i gennemsnit steget med mere end 20 procent om året. Det betyder at pakkeshops er tvunget til at tage håndteringen af pakker seriøst. Vi kan se et behov for at gøre håndteringen af pakker lettere for både pakkeshops, pakketransportører, ansatte og kunder. Vores fokus er, i første omgang, at gøre det lettere for pakkeshops, ansatte og kunder. (Kilde: Selvhent.com).

PAKKEDISTRIBUTØRER HOS “POSTHUS” SPAR NR. BJERT

GLS Denmark – Har hovedsæde i Kolding. GLS står for General Logistic Systems. Virksomheden blev grundlagt i 1999 og har hovedsæde i Amsterdam. Ejes af Royal Mail, det britiske postvæsen og er med 23.000 ansatte repræsenteret i 42 lande.

POSTNORD – Den dansk-svenske koncern blev til i 2009 ved en sammenlægning af danske Post Danmark A/S og svenske Posten AB. PostNord sikrer post- og pakkeservicen til private og virksomheder i Sverige og Danmark og er aktiv i alle de nordiske lande som logistik- og godsdistributør. PostNord-koncernen, PostNord AB, er ejet af den danske og svenske stat i fællesskab.

DAO – dao står for Dansk Avis Omdeling. dao blev fusioneret med Bladkompagniet i slutningen af 2021. Bladkompagniet har siden 1920 distribueret aviser og har senere tilføjet ugeblade, breve og magasiner til omdelingen. dao er ejet af JP/Politikens Hus (51 pct.), Jysk Fynske Medier (32 pct.) og Berlingske Media (17 pct.).

BRING – Bring er en del af Posten Norge-koncernen. Bring løser hverdagslogistikken for både små og store virksomheder i hele Norden. Bring har næsten 13.000 medarbejdere.

UPS – UPS står for United Parcel Service. UPS er et amerikansk fragtfirma, der siden 1907 har fungeret som en af de mest foretrukne og stabile kurérservices i USA. Siden opstart har UPS formået at sprede sine tjenester til stort set hele verden.

Du indtaster dine sidste fire cifre på skærmen. Foto: Nærnyt.

Først vælger du imidlertid din pakkedistributør. Foto: Nærnyt

– Jeg er godt til freds med det nye tastesystem, siger en pakkekunde.  Foto: Nærnyt

Fadi fra GLS leverer dagens største bunke af pakker til Spar Nr. Bjerts pakkeshop. Her sammen med Spar-købmand og “postmester” Sanne Nordberg. Foto: Nærnyt.

DAO-medarbejder Abodi leverer denne tirsdag en mindre mængde pakker, der kan være i et enkelt pakkebur. Her sammen med Spar-købmand Sanne Nordberg. Foto: Nærnyt

Pakker, pakker, pakker … Hundreder af hyldemeter med pakker i Spar Nr. Bjerts pakkeshop. Foto: Nærnyt

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner