DRAMATISK UDVIKLING SKABER USIKKERHED OM BYGGEPROJEKT: Samtlige medarbejdere i to GMB-selskaber, der var hovedentreprenører på ejendomsprojektet Sletteskoven, har forladt byggepladsen
Langt de fleste håndværkere er trukket væk fra byggepladsen, og arbejde på Nr. Bjerts største boligprojekt ligger stille efter meddelelsen om, at de Silkeborg-baserede byggeselskaber GMB Entreprenør og GMB Produktion, som er hovedentreprenører på byggeriet, er erklæret henholdsvis konkurs og i rekonstruktion.
– Alle fagligt organiserede i 3F, som er tilknyttet de berørte selskaber, har forladt byggepladserne, og arbejdet ligger indtil videre stille, siger faglig sekretær for byg i 3F Bjerringbro-Silkeborg, Steffen Dreyer Andersen til Nærnyt.
– Der er lukket og slukket i GMB-selskaberne for nu, bekræfter Steffen Dreyer Andersen.
Med GMB’s placering i Silkeborg indtager 3F afdelingen Bjerringbro-Silkeborg en central rolle i udviklingen, idet afdelingen organiserer et stort antal GMB-medarbejdere.
De 3F-organiserede medarbejdere i GMB er medlemsmæssigt fordelt på mange 3F-afdelinger, idet GMB opererer overalt i Danmark.
På et orienterende stormøde tirsdag eftermiddag 20. februar i Silkeborg fik medarbejderne den barske sandhed forklaret, nemlig at GMB Produktion var sendt i rekonstruktion, mens det noget mindre GMB Entreprenør var endt i konkurs.
Samtlige medarbejdere i GMB Produktion er hjemsendt til det står klart præcist, hvordan konkursboets kuratorer kan sætte en redning sammen.
87 RÆKKEHUSE SKULLE STÅ FÆRDIGE TIL INDFLYTNING
Byggeprojektet på Sletteskovvej ved Nr. Bjert, der går under navnet Sletteskoven, omfatter 87 rækkehuse, hvorefter de første huse skulle stå klar til indflytning 1. april 2024.
Sletteskoven er et af 10-12 projekter, som GMB Produktion indtil i går havde gang rundt om i Danmark, og som nu er i standsning.
Arbejdet på Sletteskoven er udført med GMB som hovedentreprenør og tre GMB-selskaber som udførende, nemlig BMG Installation, BMG Produktion og BMG Entreprenør.
Med det store antal huse udgør projektet Nr. Bjert-områdets hidtil største enkelt-byggeprojekt.
Efter at Drejens i en årrække har haft massiv byggevækst, er det i disse år Nr. Bjert, der oplever et byggeboom, der foruden Sletteskoven omfatter Marielystvej, Børstefabrikken, Rytterskolevej og, lidt uden for Nr. Bjert, det planlagte seniorbofællesskab Drejenshave.
Byggeriet Sletteskoven udgør alene en helt ny bydel beliggende ud til Sletteskovvej, nord for landbrugsejendommen Vilhelmsminde.
USIKKERHED OM FÆRDIGGØRELSE
Det er på nuværende tidspunkt uklart, om byggeriet kan færdiggøres, og om det kan ske til planlagt tid.
Ifølge Nærnyts oplysninger er der kræfter i gang for at sikre færdiggørelse af byggeriet, hvoraf flere af husene er tæt på at stå klar til indflytning.
Ifølge den oprindelige plan skulle indflytning begynde “i foråret 2024”.
1. april 2024 har også været nævnt som skæringsdato for påbegyndt indflytning.
Ifølge den særdeles velunderrettede Midtjyllands Avis er det underselskabet GMB Entreprenør, som erklæres konkurs, mens det er det medarbejdertunge GMB Produktion med cirka 460 medarbejdere, som man i løbet af de næste to uger vil forsøge at rekonstruere.
Medarbejderne fik meldingen på et møde i GMB-selskabernes hovedkvarter Fårvang i Silkeborg tirsdag eftermiddag.
Ifølge avisens oplysninger er medarbejderne i GMB Produktion sendt hjem i 14 dage, indtil det står klart, hvordan GMB Produktions fremtid ser ud.
FAKTA OM GMB
GMB Ejendomme er en koncern baseret i Silkeborg, der blev stiftet i 2022. Vi beskæftiger os med en lang række større byggeprojekter med udgangspunkt i vores egen elementfabrik. I efteråret 2023 flyttede vi ind i vores spritnye 2.400 m² store hovedkontor i den nordlige del af Silkeborg.
Udvikling, projektering og produktion af træelementer foregår i vores nybyggede og topmoderne faciliteter i Fårvang og Kjellerup i Silkeborg Kommune, hvor vores 70.000 m² produktionshaller blandt andet rummer fem nyligt opsatte robotceller.
Når robotterne er fuldt integreret i foråret 2024, forventer vi at kunne øge vores produktionskapacitet fra 15 til 75 boliger om ugen, svarende til ca. 260.000 m² byggeri eller ca. 3.000 boliger om året.
Begge selskaber er samlet i selskabet GMB Entreprise, som primært er ejet af erhvervsmanden René Birch og hans familie.
GMB står for Gustav Marius Birch, som er navnene på René Birchs to sønner.
(Kilder: Midtjyllands Avis og GMB).
FAKTA OM EJENDOMSPROJEKT SLETTESKOVEN
I Nr. Bjert opføres Sletteskoven. Et nyt hyggeligt og naturrigt boligområde bestående af 87 rækkehuse til udlejning. Boligerne står klar til indflytning fra foråret 2024.
Boligerne varierer fra 2 til 4 værelses rækkehuse, med en månedlig husleje fra 7.495,- md. ex. forbrug. Her kan I skabe et liv i trygge rammer, og etablere nye bekendtskaber, der rækker ind over nabohækken. Et hjem i Sletteskoven er mere end bare fire vægge. (Kilde: CL Bolig).
Byggeriet på Sletteskovvej ligger onsdag middag stort set stille efter konkurs og rekonstruktion i byggeprojektets centrale aktører, GMP Entreprenør og GMB Produktion. Foto: Nærnyt.
Plantegning og oversigtskort over ejendomsprojekt Sletteskoven i Nr. Bjert. Illustration: CL Bolig.
Udlejning af rækkehuse i Sletteskoven varetages af CL Bolig. Foto: Nærnyt.
Så sent som fredag i sidste uge (16-2-2024) var der travl trafik af de let genkendelige GMB-firmabiler til og fra Sletteskov-byggeriet. Foto: Nærnyt.
Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!
Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk
BADEBROEN SIKRES: - Vi satte en proces i gang, og nu står...
ByRedaktørseptember 10, 2024VISIONER: Koldings borgmester og politikere gav input. Milepæl i forløbet med udarbejdelse...
ByRedaktørseptember 6, 2024INTERVALKLIPNING: Drejens Boligby iværksætter 3-årigt forsøg med ny plejeplan for græsarealer
ByRedaktøraugust 15, 2024FODBOLD: Trods en lidt tøvende start i den afgørende kamp, ingen slinger...
ByRedaktørjuni 25, 2024
Skriv din kommentar