lørdag , 5 oktober 2024
Forside Badebroen Badebroen sikret! Budgetforlig 2025 i Kolding afsætter 3 millioner kroner til en ny badebro! V-formand Jakob Ville: – Et stærkt ønske fra forligspartierne! Hop-formand: – Det er supergodt nyt!
BadebroenTophistorie

Badebroen sikret! Budgetforlig 2025 i Kolding afsætter 3 millioner kroner til en ny badebro! V-formand Jakob Ville: – Et stærkt ønske fra forligspartierne! Hop-formand: – Det er supergodt nyt!

BADEBROEN SIKRES: - Vi satte en proces i gang, og nu står vi med en glædelig realitet. Vi kommer nok til at mangle lidt penge, men ingen tvivl om, at dem kommer vi i mål med, siger HopIFjorden-formand Claus Wessel

Badebroen for enden af Lyshøj Allé er blevet en publikumsmagnet og et vartegn for vores område. Broen anslås at være besøgt af over 180.000 mennesker siden indvielsen for snart ti år siden. Foto: Kim Andersen

Badebroen ved Fjordvej og Lyshøj Allé er sikret! 

Budgetforliget for 2025, som netop er indgået i Kolding byråd, indeholder en bevilling på tre millioner kroner, der vil danne økonomisk grundlag for renovering og genopførelse af en ny badebro ved Kolding Fjord. 

– Penge til badebroen var et ønske, som Venstre førte frem under forhandlinger om budgetforliget.

– Vi er særdeles tilfredse med, at vi nu kan tilgodese broen og dens mange venner og brugere med et stort beløb, der kan udgøre det første vigtige element i et økonomisk fundament, der sikrer badebroens fremtid, siger Venstres gruppeformand,  forligsforhandler og borgmesterkandidat ved næste valg Jakob Ville til Nærnyt. 

Venstre er et af fire partier i Kolding byråd, der tidligt i denne uge meldte ud, at de har indgået budgetforlig for Kolding Kommunes investeringer og drift næste år. 

De andre partier i forliget er Socialdemokratiet ved Birgitte Munk Grunnet, SF ved Iben Lehmann Rasmussen og Dansk Folkeparti ved Søren Rasmussen. 

Efter ti års flittig brug og en stormflod, der i oktober 2023 slog badebroen vind og skæv, var der presserende behov for midler til renovering af broen. 

Badeforeningen HopIFjorden har udfærdiget skitser til design og udformning af en ny bro.

Hvis foreningens planer følges, er der med de kommunale penge fra budgetforliget udsigt til, at en nybygget bro kan færdiggøres, indvies og tages i brug i 2025. 

Nærnyt kunne tirsdag eftermiddag overbringe den gode nyhed til formanden for 700 faste badere og brobrugere i foreningen HopIFjorden, Claus Wessel. 

– Det er supergodt nyt!

– Broen er formelt og reelt kommunens ejendom. Vores rolle har været at være den, der satte en proces i gang for byggeri af en ny bro. 

– Det er i denne proces, at vi nu opnår et stort resultat.

– Vi kigger nu ind i en ny glædelig realitet, der giver ro om vores eksistens og fremtid, og som vil skabe betingelser for, at tusindevis af glade brobesøgende fortsat kan få dejlige oplevelser ved og i fjorden, siger Claus Wessel.

– Budgetforliget giver os et godt økonomisk udgangspunkt. 

– Kommer der til at mangle penge, må vi ud at fundraise.

– Det nødvendige beløb, skal vi nok komme i mål med, derom er der ingen tvivl, siger HopIFjorden-formand Claus Wessel. 

FAKTA OM BADEBROEN VED LYSHØJ ALLÉ

  • 85 meter lang og 5 meter bred og opført i trykket fyrretræ
  • Design ved arkitektfirmaet Reinholt og Rud, Kolding
  • Ejes og vedligeholdes af Kolding Kommune
  • Tiltænkt vanddybde for enden er 2,5 meter, vanddybden på stedet er afhængig af aktuelle forhold i fjorden
  • Fylder 10 år torsdag 7. november 2024

TIDSLINJE FOR BADEBROEN VED LYSHØJ ALLÉ – FRA IDÉ TIL SUCCES

2007
Lille gruppe begynder at vinterbade ved badebroen ved Hotel Koldingfjord

2012
Første Svøm Tværs fra Hotel Koldingfjord

2013
Kim Andersen vinder 1.6 millioner i DR-programmet “Byg det op” til etablering af “et midlertidigt projekt”

Kolding byråd bevilger 500.000 kr. til midlertidig badebro

Badebroen gøres færdig, men må ligge og vente i Kolding havn, mens sagsbehandling og tilladelser kommer på plads

2014
Stiftende generalforsamling af “Hop i Fjorden”

7. november 2014: Officiel indvielse af badebroen, der i første omgang kun må stå i 5 år

2016
Mobil sauna indvies

2017
Kolding byråd bevilger 800.000 kr. til omklædningsbygning med sauna, bad og toiletter 

2019
Kolding Kommune meddeler, at badebroen, der er opført som midlertidigt projekt, må blive stående

2020
Indvielse af omklædningsfaciliteter og sauna ved badebroen

2023
Badebroen skades slemt ved stormflod 19.-21. oktober 2023

2024
HopiFjorden fremlægger planer og design for ny permanent badebro

Kolding Kommune forventes i forbindelse med budgetforhandlinger at behandle ansøgning om finansiering af ny badebro

10. september 2024: Jakob Ville (V) fra partierne bag kommunalt budgetforlig for 2025-2028 meddeler, at der i forliget er afsat 3 millioner kroner til opførelse af en ny badebro

Badeforeningen HopIFjordens forslag til en ny og forbedret badebro. For enden af broen installeres en flydende ponton med seks stiger i vandet, så mange badende kan komme i vandet samtidigt. Design: Reinholdt & Rud.

Støt Nærnyt

Bliv medlem og støt med et fast beløb hver måned eller støt med en engangs donation. Med din støtte tager du ansvar for dit nær- og lokalsamfund. Støtten går til drift og udvikling af næravisen Nærnyt. Tak for din støtte!





Skrevet af
Redaktør

Ulrik er Nærnyts redaktør. Tip ham om en nyhed eller skriv et indlæg. Ring 40884758 eller send email til: kontakt@naernyt.dk

Skriv din kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler om lignende emner

Nu sker der noget godt for smadret havmiljø! Første konkrete projekt! Genopretning af natur i lavbundsområde ved Eltang Vig! 31 hektar! 2,5 millioner kroner!

LAVBUNDSPROJEKT: Målrettet indsats skal genoprette oprindelige, naturlige vandforhold i drænede marker og...

Mindre slåning og mere natur i Drejens Boligbys grønne områder

INTERVALKLIPNING: Drejens Boligby iværksætter 3-årigt forsøg med ny plejeplan for græsarealer